Børn og unge med fysiske handicap har det svært i uddannelsessystemet, viser en undersøgelse fra efteråret 2009. De får blandt andet lavere karakterer, flere forlader skolen uden afgangsprøven i 9. klasse, og færre går i gang med en ungdomsuddannelse.
For nylig drøftede undervisningsminister Tina Nedergaard (V) resultaterne med en række handicaporganisationer, og i går havde SF's Pernille Frahm kaldt hende i samråd med Folketingets uddannelsesudvalg og bedt hende redegøre for, hvordan hun vil sikre, at børn og unge med handicap får de hjælpemidler, der gør dem i stand til at gennemføre folkeskolens afgangsprøve.
"Børnene i undersøgelsen er født i 1990 og har gået i en anden folkeskole end den, vi kender i dag. Siden har både den tidligere og den nuværende regering taget mange initiativer for at understøtte børn med fysiske handicap", indledte Tina Nedergaard.
Opbakning til obligatorisk afgangsprøve
En af konklusionerne i undersøgelsen er, at man også skal have positive forventninger og stille krav til handicappede børn.
"Vi har gjort afgangsprøven obligatorisk, og hvis elever af en eller anden grund alligevel bliver fritaget, skal de have en anden form for evaluering. Den beslutning var der med en enkelt undtagelse opbakning til, da jeg for nylig mødtes med flere handicaporganisationer. Eleverne skal også deltage i de nationale test, eventuelt med støtte", sagde Tina Nedergaard.
Hun nævnte også sit lovforslag fra slutningen af marts om at ændre loven om uddannelsesvejledning.
"Vi skal identificere de elever, der har et særligt behov for vejledning. Når kravet om vejledning i 6. klasse bortfalder, frigøres der resurser til disse elever. Vi justerer også mentorordningen på ungdomsuddannelserne og får den til at omfatte 9. og 10. klasse. Jeg er overbevist om, at de mange initiativer vil få positiv indflydelse. Det vil være interessant at følge op på senere", sagde Tina Nedergaard.
Hjælpemidler kan ikke stå alene
Når det gælder hjælpemidler, så tilbydes handicappede elever særlig hjælp til afgangsprøven, fremhævede undervisningsministeren.
"Både kommuner og uddannelsesinstitutioner skal være opmærksomme på at stille hjælpemidler til rådighed. Handicaporganisationerne pegede på, at det ikke er nok at udvikle tekniske hjælpemidler. Man er også nødt til at vejlede eleverne i at bruge dem", sagde hun og lovede at følge op med en ny undersøgelse af, hvordan det går de handicappede børn fra årgang 1990 i ungdomsuddannelserne.
"Jeg vil også fortsætte samarbejdet med handicaporganisationerne, som kender til problemfelterne", tilføjede hun.
Det er ikke nok, at eleverne kender hjælpemidlerne, mente SF's Pernille Frahm.
"Lærerne skal også kunne instruere i dem. Hvordan ser det ud med kurser og efteruddannelse for lærerne", spurgte hun.
Det er ikke muligt at give lærerne handicapspecifik uddannelse på forhånd, svarede Tina Nedergaard.
"Man er nødt til at hente handicapspecifik viden ind eller sende lærerne på kursus, til man ved, hvem der skal have den pågældende elev. Men vi har indført linjefag i specialpædagogik i læreruddannelsen, så på sigt får vi flere lærere, som har en grundviden om handicappede", sagde Tina Nedergaard, der vil vende tilbage med en opgørelse over, i hvilket omfang lærere i dag kommer på kursus om forskellige handicap.
Kommuner tilrettelægger for snævre uddannelsesforløb
Det er op ad bakke for handicappede at komme i gang med en ungdomsuddannelse, mente Anne Baastrup, også fra SF.
"Du siger, eleverne skal mødes af positive forventninger, for så strenger de sig mere an. Men hvad skal der ske efter folkeskolen? Unge, der skal i gang med ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, får at vide, at den skal foregå inden for kommunegrænsen. Dermed oplever de, at kommunen ikke vil dem, og så mister de interessen for at uddanne sig. Det præger forløbet i folkeskolen, at økonomisk trængte kommuner tilrettelægger for snævre STU-forløb".
STU kører ikke helt problemfrit alle steder, erkendte Tina Nedergaard.
"Jeg er glad for, at vi fik loven gennemført. Samtlige partier står bag, og når vi laver en evaluering til sommer, må vi mødes og drøfte uddannelsen. Det vil jeg gerne samarbejde om", sagde Tina Nedergaard.
Nationale test skal sikre fysisk handicappede en afgangsprøve
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.