Når politikerne slår i bordet

Lad mig først komme med en indrømmelse. Jeg sætter stor pris på, når politikere træder i karakter. At de ikke svæver holdningsløst rundt i mediemanegen, men står fast på nogle grundholdninger, samtidig med at de fastholder mellemregninger og nuancer, når fokus kører populistisk stærkt i skæve retninger. Men jeg holder også meget af, at man - med afsæt i etik og moral - tør give udtryk for, at nu synes man, 'grænsen er nået'.

Det er befriende, når nogen slår i bordet.

Lige for tiden er der dog politikere, der slår i bordet på en måde, så man spørger sig selv: Hvor får de det dog fra!

Det er især Venstres formand Anders Fogh Rasmussen, jeg tænker på.

Han har på partiets landsmøde givet udtryk for, at han 'er forarget'. At blive forarget kan være en god igangsætter for at slå i bordet, men da Foghs forargelse for en gangs skyld ikke handler om 'pengene, der fosser ud af statskassen', men hænger nøje sammen med bestemte grupper af unge mennesker - nemlig de fremmede, de uunderviselige, de uregerlige og de uanbringelige - så lugter det vel rigeligt af noget nøje tilrettelagt, hvis afsæt egentlig har mere at gøre med at få formuleret nogle headlines til netop populistisk brug.

Derfor ses Foghs forargelse også koblet sammen med udtalelser, som ikke indeholder megen forståelse, indsigt eller forsøg på forklaringer og dermed netop ikke er løsninger, som kan være brugbare og holdbare. Således siger Fogh, at unge, der ikke opfører sig ordentlig i skolen, skal ud.

Hvilke unge (børn) tænker han på? Hvor mange - og hvad vil det sige ikke at opføre sig ordentlig - og hvor skal de hen?

Skal det ikke længere være folkeskolens opgave at undervise, retlede og tage sig af nationens børn?

Skal netop ikke folkets skole have værktøjer, ressourcer og indsigt, så den - på forskellig måde - kan tage sig af også det mindretal af børn, som viser adfærdsforstyrrelser (af mange årsager)?

Den gamle børnelæge Svend Heinild formulerede for mere end tre årtier siden - efter et langt liv med risikobørn - at 'hvis børn er følelsesmæssigt umodne, tvangstænkende, tynget af mindreværdsfølelse, plaget af ensomhed, lette at forlede, så må søgelyset rettes mod landets opdragelsesmæssige, sociale og pædagogiske institutioner. Det er først og fremmest de sociale og de kulturelle vilkår, vi skal ændre. Det er ikke børnene'.

I forlængelse af dette citat er det vel også rimeligt, at Fogh kontakter de pædagogiske eksperter, som er i hans eget parti, og som kan fortælle ham om den redegørelse, som Undervisningsministeriet gav Folketinget i 1997 om 'Elever, der forstyrrer undervisningen'. I denne nuancerede rapport kan man netop læse, hvor stort problemet er, og hvor man direkte placerer en ikke uforholdsmæssigt stor del af problemet med urolige elever hos de voksne - hos de lærere/skoler - som griber tingene forkert an.

Retfærdigvis skal siges, at netop fejlgriberne kan lære meget af de skoler og lærere, som gør en prisværdig og professionel indsats for at gøre det rigtige, og disse lærere og skoler belønnes i rigt mål med at have et minimum af elever, som konstant er forstyrrende, ligeglade og en pestilens for deres kammerater.

Det er igen ikke børnene, der er noget i vejen med - det er vores måde at tackle dem på.

At Fogh ikke har taget nogle af disse mellemregninger med i sin forargelse, kan selvfølgelig skyldes, at han har stået på et landsmøde med en forsamling foran sig, som ikke er interesseret i årsager og løsninger, men kun i salgbare formuleringer, der taler til tidens indre hunde.

Men det er nok bare mig, der er naiv, når jeg tror, det hjælper at slå i bordet.

Frode Muldkjær er børnejournalist i Danmarks Radio