Når læreren hellere vil drikke kaffe

Mobning skal tages i opløbet. Ellers får det forfærdende konsekvenser

Forfatteren er ikke kendt for sit lyse syn på verden, men der er heller ikke meget at glæde sig over, når det drejer sig om mobning. Bogen er foruroligende, systematisk og konsekvent.

Der står rigtig meget om ydmygelser, fornedrelse, udelukkelse fra fællesskabet, øgenavne, spytklatter, jord og græs proppet i alle kropsåbninger, overpisning på skolegårdens toiletter, tæsk, snitsår, sladderkampagner, afpresning, afvisning, planlagte og konsekvent gennemførte mobningsforløb. Med desperation, ensomhed og knækket selvværd som resultat.

Der står også rigtig meget om lærere, der vifter børn med nødråb fra sig, fordi stillingtagen til alvorlige mellemmenneskelige problemer kunne risikere at forsinke flugten til lærerværelset med den hellige kaffe.

Klasse- og forældremøder, der ikke bliver fulgt op på. Gårdvagter, der aldrig når ned i gården og da i hvert fald ikke hen til det hjørne, hvor der ser ud til at være problemer, der kan forstyrre frikvarterets tomgang og tidsfordriv.

Der står om hjemmestrikket pædagogik, der gør det til livsvisdom for de lærere, der fremsætter den, at børn skal lære at klare sig selv, og at de i øvrigt bedst selv løser deres indbyrdes konflikter. Eller som for en sikkerheds skyld deler sol og vind lige og dermed gør offeret halvt ansvarlig for at have fået tæsk. Vi præsenteres for overlærer-ironi af værste slags hvorfor siger man til sine elever, at de kommer på børnehjem, hvis de ikke læser deres lektier?

Der står om problemer, som alle, der arbejder med børn og unge, må forholde sig til. Som må diskuteres igen og igen og udmøntes i en handleplan. Som skolelederen og alle skolens lærere må sikre sig bliver overholdt. Også selv om kaffen bliver kold.

Bogen er tankevækkende, grænsende til det chokerende. Er det virkelig muligt, at søde, dygtige og fornuftige børn forvandler sig til selvhævdende monstre, når de i flokken har udset sig et offer, ofte på grund af rene bagateller eller tilfældigheder? Meget tyder på, at svaret er ja. Og selv om det nok er lidt smart og politisk korrekt at sige, at mobning har to ofre, den mobbede og mobberen, så er det sjældent den sidstnævnte, der løber hjem med blå mærker, flænset tøj og iturevne skolebøger. Og efterfølgende angst og ensomhed. Fødselsdagsinvitationer, der udebliver. Fritidsaktiviteter, der droppes. Indadvendthed og aggressioner.

Min eneste indvending men den er også alvorlig går på forfatterens metode. Alle børn og unge er forståeligt nok anonymiserede, og de kritiserede voksne ligeså. Forfatteren angiver, at alle historier er blevet tjekket. Men hun skriver ikke noget om hvordan. Har mobberne og de passive voksne erkendt over for hende, at de var modbydelige eller tog fejl?

En anden svaghed er, at spørgsmålene til de unge ikke er taget med, så fortællingerne fremstilles som de unge selv har fortalt løs, uden afbrydelser. Her og der fornemmer man en stigende intensitet i mobningens grovhed hen mod slutningen af historien. Er det et resultat af forfatterens spørgsmål, at pigen Zarina fortæller, at hun havde forsøgt selvmord? (side 58). Det havde hun ikke fortalt om under den kronologiske gennemgang af sin skæbne. Amalie sammenligner sin beretning med genfundne minder om incest (side 90). Hvordan er hendes historie tjekket?

Men som helhed er bogen troværdig. Desværre.