Når børn læser fiktion

Førsteudgaven af denne bog fra 1993 var med til at igangsætte en ny bølge af litteraturpædagogik, der tog udgangspunkt i moderne receptionsteori.

Tredjeudgaven af bogen er en ajourføring af andenudgaven. Der er dog ikke sket de store ændringer. Synspunkterne er stort set de samme, og ændringerne består først og fremmest i, at værker, synspunkter og debatindlæg efter 1999 er inddraget og kommenteret. Kapitel 4 og 5 er uændrede. Der er større ændringer i kapitel 8, mens der kun er mindre ændringer i de øvrige kapitler.

Bogen er en læseværdig klassiker inden for danskfagets didaktik. Dens opfattelse af fiktionslæsning som en læsemåde, der er uafhængig af teksterne selv, dens fastholdelse af det dialektiske forhold mellem læserens oplevelse af teksten og grundteksten i værket og dens påstand om, at elever først magter fiktionslæsning og forståelse af den litterære fordobling i 9. klasse, ægger til debat og diskussion, og metoden »Fem spørgsmål« hærger hele landet.

Jeg kan dog ikke tilslutte mig bogens påstand om, at børn først magter fiktionslæsning i 9. klasse. Min erfaring som underviser siger mig noget andet. Jeg synes også, at forfatteren gentager sig selv for meget, cirkler unødvendigt om de samme udsagn i afsnit efter afsnit, men bortset fra det er den et væsentligt forsvar for læsning af fiktion i en tid, hvor underholdningsindustriens produkter vælter ind over os.

Jeg vil derfor anbefale alle danskstuderende og undervisere at læse eller genlæse denne udgave, som også får de sidste fem års debat inden for faget dansk med.