Når anerkendelse ikke er nok

De gode intentioner er ikke altid nok. Det er ikke altid nok at anerkende folks forskelligheder, for ved at udpege forskellighederne kan vi ofte komme til at krænke eller udstille i stedet. Desuden er det ikke nok, at vi fra politisk hold sørger for at ændre de sociale, økonomiske og politiske forhold, der skaber ulighed. Derfor skal vi også værne om vores fælles folkeskole, hvor børn sættes sammen med meget store forskelle. For selv om vores samfund er blevet mere heterogent med indførelsen af velfærdsstaten, er der stadig store forskelle og skjulte hierarkier. Nu er det ikke længere i økonomi og ydre fremtoning, at vi adskiller os, men lige så meget i vores tankeverden og værdisæt.

Der er kommet en dansk oversættelse og dansk bearbejdning af den norske bog "Anerkjennelse og profesjon", og det er en rigtig vigtig og meget vedkommende bog om et alvorligt emne. Desværre er der noget, der tyder på, at vi i Danmark ikke er så hurtige til at anerkende og ligestille forskelligheder, som de er det i Norge. 

Man bliver meget klogere af at læse denne bog, der præsenterer Honneths anerkendel­ses­begreb og diskuterer de dilemmaer, det i praksis sætter professionelle i. Det er en bog, der henvender sig til omsorgsmedarbejdere i børneinstitutioner, skoler og i plejesektoren. Bogen har meget sociologisk filosofi, og det er derfor godt, at den også har konkrete eksempler fra virkelighedens verden og gode sammenfatninger i slutningen af hvert afsnit. Den kan anbefales til alle, der ønsker at dykke dybere ned i, hvad det vil sige at anerkende, og hvad anerkendelse er og betyder for vor identitet, professionsetik og omfordelingen af goder i samfundet.

Det understreges, at der skal være gensidighed i alle anerkendelsessituationer og dermed øget sensitivitet over for det usynliggjorte. Og jo ... Det er netop derfor, at mange vælger af blive lærer: Fordi man med sin person kan gøre en forskel i et andet menneskes liv.