Det er første gang, man i Danmark arbejder systematisk med at bruge musik til at indlære dansk sprog og kultur. Og det er første gang, man tager fat i børnene og deres familier fra spædbarnsstadiet for at hjælpe integrationen på vej.
"Vi har særlige grunde til at mene, at en særlig kvalificeret og systematisk
indsats med musikundervisning kan give børnene i vores område redskaber til en bedre integration og derigennem en bedre skolegang", siger skoleleder Mogens Falk fra Søndermarksskolen.
Han er koordinator af projektet og henviser til, at studier fra Berlin og Stockholm påviser positive sammenhænge mellem musik og sproglig udvikling. I Berlin førte udvidet musikundervisning fra 1992 til 1998 til øget social kompetence, overbevisende højere inklusionsniveau for deltagerne og modvirkning af den negative sociale udviklingstendens, der kendetegner mange børn på 5. og 6. klassetrin.
Lærerne får et kompetenceløft
På Sønderbro har 40 procent af de cirka 9.000 indbyggere en ikke-europæisk baggrund. Målet med musikprojektet er, at de 600 børn og unge og deres familier opnår en bedre integration. Det vil ske ved, at børnene udvikler sig musikalsk og personligt, mener initiativtagerne.
"Ved at lave en bevidst øget musik-sproglig indsats vil børnene bedre kunne danne begreber og afkode sociale spilleregler. Begge dele er vigtige forudsætninger for at kunne indgå i det danske samfund på ligeværdig vis", siger Tina Buchholtz, der skal stå i spidsen for den treårige indsats.
Tina Buchholtz er børnebogsforfatter, komponist, sangskriver, entertainer, korleder og musikpædagog og har udviklet en stor del af det materiale, der danner grundlag for projektet. I samarbejde med pædagoger og lærere vil hun planlægge de enkelte undervisningsforløb på Søndermarkskolen og bydelens vuggestuer, børnehaver og fritidsklub.
Skoleleder Mogens Falk glæder sig over det kompetenceløft, lærere og pædagogisk personale på Sønderbro vil få over de næste tre år.
"Overgangen mellem børnehave og skole er for mange af områdets børn særlig sårbar og gør skolestarten præget af uro. Det gælder især vore tosprogede elever. Hvis man er sprogligt usikker, misforstår man let budskaber og bliver selv misforstået. Det fører til manglende trivsel og et svagere fundament for læring. Projektet vil inspirere og vise vej til en mere frugtbar pædagogik", siger Mogens Falk.
Forsker skal analysere musiklærernes kompetencer
Egmont Fonden støtter det banebrydende projekt med 1,6 millioner kroner, og det bliver fulgt af forskere.
"Det bliver min opgave at finde ind til, hvad det er for kompetencer hos musiklærerne, der kan skabe de ønskede resultater. Den viden er afgørende for at kunne udvikle tilsvarende kompetencer hos områdets øvrige lærere, pædagoger og forældre, så projektets metoder og praksis kan forankres og føres videre i den normale drift på Sønderbro, når projektet er slut", siger konsulent Finn Holst, der er cand.pæd. i musik og i generel pædagogik.
Denne viden skal gøres tilgængelig for alle andre skoler, institutioner og lokalområder, der ønsker at bruge musikken som hjælperedskab til bedre sprog, personlig udvikling, sociale færdigheder og inklusion i det danske samfund. Projektet kan løbende følges via linket til højre.
Musik og sang skal styrke sprog og integration
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.