Mulighedernes skole

Som skolen fungerer nu, begrænser, forstyrrer og degraderer den barnehjernens udvikling, lyder en af konklusionerne i Matti Bergströms nyeste bog, 'Neuropædagogik'. Den har undertitlen 'En skole for hele hjernen', og det er netop dér, Matti Bergström tager sit udgangspunkt. Som professor i neurofysiologi ved Helsingfors Universitet har han brugt hele sit arbejdsliv på at forske i hjernens funktion; og bogen støtter sig da hverken på pædagogiske, sociologiske eller andre teorier om opdragelse og undervisning.

Det er der kommet en spændende og tankevækkende bog ud af, som har bud til alle lærerstuderende, lærere og skoleledere, men lokal- og landspolitikere, der har indflydelse på skoleforhold, burde læse med.

Med afsæt i en udbredt teori beskrives hjernen i tre dele: Stammen, som orienterer sig 'indad', barken, som orienterer sig 'udad', og - derimellem - det udstrakte limbiske system, hvor Jeg'et befinder sig. Jeg'et modtager hele tiden turbulente og kaotiske signaler fra stammen og ordnede, informationsbærende signaler fra den højtudviklede hjernebark.

De 'forstyrrelser' skal Jeg'et have hold på. Det er i det kaos og i de kriser, hjernen producerer kreativitet, ny orden og viden. I Jeg'et føres kaos fra det, Bergström kalder 'mulighedsskyen', ind i hjernebarkens rationelle, kundskabslukkede verden. 'Den vigtigste opgave for hjernen og dets Jeg - og meningen med vores tilværelse - er at skabe - gennem katastrofer', skriver Bergström.

I bogen peger han på det, skolen skal fremme, og på de forhold, der er ødelæggende for elevernes og lærernes muligheder:

Der findes skoler, som lader elever få indtryk fra det åbne samfund uden for skolen gennem lejrskoler, museumsbesøg, ekskursioner til virksomheder, noget af alt det, som hjernen har brug for for at udnytte sit potentiale fuldt ud, skriver Bergström. Men selv i sådanne skoler er aktiviteterne styrede og nøje planlagt, derfor opfylder de ikke deres formål i forhold til at udvikle hjernen alsidigt, argumenterer Bergström. Skolen er præget af 'informationsoverføring' og 'orden', der ikke fører til nogen udvikling.

Han tror ikke på små reformer af skolen, der skal 'en revolution' til. Så måske vil han sige, at den skolelov, som gælder i Danmark i dag, ikke nytter. Jeg ved det ikke. Men sikkert er det, at han advarer mod traditionel undervisning.

Eller mod traditionel undervisning alene. For i det åbne kultur- og aktivitetscenter, som han beskriver som mulighedsskolen, skal der også være plads til lærere af 'bark-typen'. Lærere, som formidler rationelt. Men som en mulighed ved siden af de åbne, undersøgende, fantasistimulerende aktiviteter.

Konsekvenserne af at sætte forskellige typer elever og lærere sammen beskrives. Og det er befriende, at Bergström ikke kun ser på eleverne. Han taler både om 'vanskelige' elever og om 'vanskelige' lærere og om problemer på lærerværelset, når forskellige holdninger tørner sammen. Alt sammen ud fra et ønske om, at der skal skabes optimale muligheder for læringen. Eller 'indlæringen', som ordet mærkeligt nok er oversat. Bogen opererer med både pædagoger og lærere, børnehaver og børnehaveklasser, men der er ingen skoleledere. De hedder rektorer. Dumt med den slags skandinavistisk sjusk, når man nu vælger at oversætte en letforståelig svensk tekst. Men det skal ikke forstyrre hovedbudskabet: Bogen indeholder masser af udfordringer til læringsdiskussionen. Til alle hjernetyper.

Neuropædagogik

- En skole for hele hjernen

Af Matti Bergström

220 sider, 225 kroner

Reitzels Forlag