Muligheden for at fængsle forældre til børn, der ikke vil gå i skole, trådte i kraft sidste år, men det er første gang, at den er blevet brugt. Patricia Amos erklærede sig skyldig under retssagen, men siger, at hun vil anke dommen.
Lederen af den skole, hvor hendes to døtre går, har til britiske medier
sagt, at hun synes, to måneder er "hårdt", men f.eks. undervisningsminister Estelle Morris har bakket op om afgørelsen. Hun mener, den er udtryk for, at retssalene tager problemet alvorligt.
Retssagen ramler lige midt ned i en større debat om, hvordan landet tackler det skulkeri, der antages at omfatte omkring 50.000 elever om året. Det har vakt stor opsigt, at en parlamentsrapport har konstateret, at omkring 80 pct. af de skulkende unge, som politiet har fået fat i under diverse razziaer i indkøbscentre og lignende, var i selskab med en voksen, ofte en af deres forældre.
Offentlige statistikker viser, at f.eks. 40 pct. af gadekriminaliteten, 25 pct. af indbruddene og en tredjedel af tyverierne fra biler bliver begået af unge mellem 10 og 16 år på tidspunkter, hvor de burde være i skole.
Så for nylig lancerede New Labour-regeringen en større kampagne for at få has på skulkeriet og volden på nationens skoler. Hele 66 mio. pund - ca. 792 mio. kroner - er sat af til projektet, der især skal fokusere på at få skole og politi til at arbejde mere sammen.
Det mest opsigtsvækkende i planen er nok, at mellem 300 og 400 af de mest urolige skoler skal have udstationeret deres egen politibetjent. Meningen er ikke, at betjenten skal holde ro og orden på skolen - det er lærernes job - men at tilstedeværelsen skal virke afskrækkende på eventuelle uro-elementer, ligesom det skal gå hurtigere med at reagere, når/hvis der rent faktisk sker noget, hvor politiet skal tilkaldes.
De britiske fagforeninger for lærere har generelt modtaget ordningen med tilfredshed.
"Regeringens seneste handlinger for at støtte lærerne, som står over for en uacceptabel opførsel fra elevernes side, er en positiv start, men der kan kun ske fremskridt, hvis forældrene involveres", siger således Doug McAvoy, generalsekretær for den største fagforening National Union of Teachers.
Som tilfældet med Patricia Amos, den fængslede mor, viser, kan forældrene blive afkrævet denne involvering på en særdeles håndfast måde.
Mor i fængsel på grund af døtres pjæk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.