Modetøjets pris

Billigere og billigere. Det er mantraet for forbrugere i vores del af verden, unge som ældre. Vi ved godt inderst inde, at de lave priser har deres omkostninger i form af børnearbejde og umenneskelige vilkår for dem, der fremstiller vores mærkevarer.

Emilie får ved et tilfælde øjnene op for problemet, da hun bliver vidne til en diskret klistermærkeaktion i en tøjbutik. ”Verdensredderne” er det ambitiøse navn på den beskedne organisation, der står bag. Da budskabet er fornuftigt, og lederen Antonio desuden er ret lækker, søger hun kontakt med den lille, hemmelige gruppe.

De første aktioner går godt. Unge i hele landet sætter boycotmærker på modetøj, og gruppen opnår en vis opmærksomhed i pressen, som faktisk graver videre og stiller tøjfirmaerne til ansvar. Men da et nyt medlem kommer ind i ledergruppen, kommer der pres på for mere radikale aktionsformer.

Bogen har et klart budskab, og det er der ikke noget galt i at bygge en ungdomsbog op omkring. Men når man i skønlitterær form giver et – her glimrende – oplæg til debat i klassen og de unge imellem, skal man passe på, at romanen ikke bliver til en lærebog i samfundsfag. Indimellem føles fortællerstemmen som en rethaverisk pegefinger. Forfatteren kunne med fordel have givet nogle relevante link i parateksten, så læserne selv kunne undersøge fakta. Derimod er det en fortrinlig ide at skildre dagligdagen for en pige, der arbejder på en af de umenneskelige systuer i Bangladesh. Hendes arbejde, den sparsomme fritid hos familien og en sød, spirende kærlighedshistorie, der udvikler sig parallelt med Emilie og Antonios stigende interesse for hinanden.

Bogen er norsk, og læserne har formodentlig ingen problemer med de lokaliteter i Norge, den foregår på. Derfor virker det sært, at den ellers habile oversætter vælger at kalde landets parlament for ”Folketinget”. For opgaven er ellers løst overbevisende.

God bog at stange ud, næste gang de store elever kommer ned på biblioteket for at flashe deres nye mærkevaretøj.