Modernisering af den offentlige sektor

Denne lille røde bog bliver næppe nogen sællert. Indholdet er nemlig næsten lige så tørt og akademisk som overskriften. Når den så oven i købet også er noget enøjet og sprogtung, ja så kan man vel blot overlade bogen til akademikerne selv og deres studerende på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og omegn?

Nej, det er umagen værd at læse den, også for andre. For den kan faktisk bidrage til at øge vores forståelse af, hvad det dog er, der sker for lærere og andre i den offentlige sektor. Nationalt som internationalt.

Hvorfor går udviklingen så påfaldende ensartet og hurtigt? Hvorfor er begreberne kvalitet, kompetence og evaluering blevet nøglebegreber? Hvorfor et nyt karaktersystem og et fælles europæisk uddannelseskreditsystem med ECTS-point? Hvorfor en professionsbachelorgrad? Hvorfor OECD's Pisa-undersøgelser? Og hvad gør de ved skolen og lærerne? Hvorfor nedbrydes grænserne mellem det offentlige og private? Hvorfor styrkes ledelse overalt?

Hvorfor kommer menneskers behov sektor for sektor i karambolage med mere og mere ensartede politiske forskrifter? Og er det især det, der øger stressen? Og hvad sker der, når konkurrence gøres til gud og uddannelse til en vare? Øger det ikke i sig selv kravene om effektivisering og rationalisering?

Det er sådanne spørgsmål, forfatterne prøver at give svar på. De peger på, at moderniseringens start ligger helt tilbage i 70'erne, men at den i disse år, hvor kapitalismen nærmest er blevet enerådende, har taget voldsom fart, kraftigt forstærket af globaliseringen. Politikken beskrives på en gang neokonservativ og neoliberalistisk - med Finansministeriets embedsmænd som kernetropper. Nøgleordene er ledelse, udvikling, mål- og rammestyring - og systematiske medarbejdersamtaler og konkurrence mellem (selvejende) institutioner.

Overdragelsen af folkeskolen til kommunerne, afskaffelse af tjenestemandsansættelsen, offentliggørelse af skolers karakterer og oprettelse af centre for videregående uddannelser behandles grundigt og betegnes som eksemplariske for tendenserne.

I bogens teoriafsnit skærer de ud i pap, at det er Foucault-inspirerede, magtorienterede diskursteorier, der har givet vinklingen af artiklerne. Og ifølge deres analyser kæmper nyliberalisternes markedstanker med de neokonservatives ønsker om øget kontrol og styring - influeret af den "tredje vejs" samarbejde mellem offentlige og private.

Det er godt at få tegnet præmisserne for analyserne så tydeligt op, at læseren nærmest tvinges til at tage stilling til dem selv. Hvor går for eksempel grænsen mellem ensidigt at betragte indførelsen af klare mål i folkeskolen som et tydeligt tegn på, at konkurrencediskursen er kernen i hoveddiskursen - med standarder, manualer og fremmedgjort og objektiviseret professionsfaglig identitet i klyngerne omkring - og ren konspirationsteori? I hvert fald levnes der kun en enkelt linje til det synspunkt, at klare mål også kan lette elevernes indlæring og de ansattes belastning.

Men læs netop derfor også bogen som et eksempel på, at diskursers funktion er at lukke noget indenfor - og andet udenfor.