Mod på skoleskemaet

"Det ene er ikke noget uden det andet", fortæller Stina Grøn, leder af det norske undervisningsprogram Mots kerneaktiviter i Danmark.

"Vi får de unge til at reflektere over deres drømme, og hvilken rolle fællesskabet spiller i forhold til realiseringen af dem. Hvordan man bliver mødt - positivt eller negativt - og hvad det betyder for et stærkt personligt selvværd".

Konceptet Mot bygger på en grundlæggende idé om, at mod (på norsk mot) er et essentielt karaktertræk, når man vil have ting til at lykkes - og at mod kan læres. Det er et tilbud til skolernes 7-., 8.- og 9.klasser og strækker sig over en tre-årig periode med fem undervisningsgange per klasse om året.

Forpligtende samarbejde "Vi er ikke bare et quick fix, der kommer ind og underholder i et par timer og går igen. Mot er en kultur, som skal implementeres som en del af skolens værdigrundlag, og derfor binder man sig også for tre år, når man laver en aftale med os. Vi starter i 7. klasse og fortsætter arbejdet til og med 9. klasse", siger Stina Grøn og uddyber, hvor mod ifølge Mot placerer sig i forhold til andre personlige kvalifikationer:

"Det kræver mod at vise vilje, og der skal mod til at opbygge mental styrke til at turde sige fra og til. Og så skal der mod til at bryde dårlige vaner og mønstre. Vi er overbevist om, at mod er det første, der skal til, før du finder ud af, hvem du er, og hvad du gerne vil."

Og det er ikke uvæsentlig viden i et samfund med mange muligheder, fristelser og mennesker, der gerne vil påvirke dine valg, mener Stina Grøn.

Tørskoet over broen Stina Grøn er oprindeligt uddannet lærer, men har ind til sit engagement i Mot arbejdet i konsulentbranchen. Her har hun primært brugt sin tid på at coache voksne på et kritisk tidspunkt i deres liv.

"Jeg har siddet med rigtig mange voksne, som sad fast, ikke turde følge deres drømme og som havde brug for et kæmpespark til at komme videre. Med det her program kan vi gå ind og påvirke de unge langt tidligere og modvirke den tendens. Vores opgave er, at lukke de kritiske huller i de unges selvværd, så de ikke senere svømmer forvirrede rundt og skal reddes af samfundet. Jo før vi kan påvirke, jo nemmere", siger Stina Grøn, og illustrerer det ved at tegne det, man i Mot-sprog kalder "broen".

"Vi arbejder præventivt på at undgå, at de unge ender i vandet og skal reddes op. Broen er et billede på overgangen fra ung til voksen. Hvis ikke den har styrken til at bære os over vandet eller er fyldt med huller, risikerer vi at falde i. Og det er det, vi gerne vil undgå ved tidligt at få de unge til at fortælle, hvad de inderst inde drømmer om".

Drømmedeling og aha-oplevelser Erfaringerne fra Norge har vist, at når eleverne får tid og mulighed for at sætte ord på tanker, de normalt ikke deler med andre og omvendt lytter til deres jævnaldrendes, sker der et skred i deres selvopfattelse.

"Det går pludselig op for dem, at de ikke er de eneste der går og drømmer. En oplevelse flere tilsyneladende har."

Ideen bag drømmeøvelsen er dels at få den positive feedback på det mod, der skal til for at dele sine drømme og dels for at opleve, at ved at dele sine drømme med et fællesskab, bliver muligheden for at realisere dem større.

"Vores opgave består i at få eleverne til at tale sammen om emner, der berører deres alsidige og personlige udvikling. Hvor resultatet er mere modige elever, der anerkender sig selv som selvstændige individer, og som samtidig ser sig selv som en del af et fællesskab, der potentielt kan virkeliggøre drømmene".

Modige elever reducerer mobning Mindre mobning har vist sig som en positiv sideeffekt i arbejdet med at lære eleverne at acceptere sig selv og hinanden, som det de er, og gerne vil i livet. Det er ikke en eksplicit del af programmet, men en side af sagen som Stina Grøn gerne fremhæver.

"Det er ikke noget vi taler med de unge om, men det giver sig selv, at trygge og robuste unge I stærke fællesskaber og med et positivt fokus, ikke har samme behov for at finde bekræftelse i negativ henseende".

Ansvaret er både dit og mit Succesen af Mots undervisningsprogram afhænger af elevernes aktive deltagelse og vilje til at påtage sig et medansvar. Da den ikke på forhånd er givet, har Mot udviklet en metode, som gør det svært for eleverne at krybe udenom.

"Når jeg kommer ind i en klasse starter jeg altid med at spørge eleverne, hvilket udbytte de forventer og ønsker af mig og vores timer sammen. Det bruger vi cirka fem minutter på. Jeg skriver ned på en stor planche, læser højt, gentager deres svar og giver dem så tilbage af samme skuffe. Hvis indholdet af Mot skal have en praktisk effekt, er det afgørende, at eleverne selv kommer på banen. Det, de kræver af mig, kræver jeg også af dem. Hvis det her skal blive sjovt, lærerigt og sætte tanker i gang, er det alles ansvar - og den præmis køber de", fortæller Stina Grøn.

I programmet ligger i det hele taget en forventning om, at eleverne evner at reflektere på et højere niveau. Af samme årsag findes der ikke noget tilsvarende til de yngre elever. "De prøvede i Norge, men opgav hurtigt. Eleverne er simpelthen ikke modne nok til at få det ud af det, som vi gerne vil, de skal have."

Et brand Mot er en brand, og det program, de unge skal igennem, er fuldstændig identisk med det, de gør i Norge. Ingen improvisation, men en konsekvent gennemgang af fastlagte øvelser formidlet af de såkaldte Mot-informatører, som enten er lærere fra den pågældende skole eller frivillige fra lokalsamfundet med en Mot-informatør-uddannelse i bagagen.

"Vi laver ikke programmet om. Det er et færdigt koncept baseret på 17 års erfaring, og som alle skoler skal igennem. Det lyder meget struktureret og det er det også. Selvfølgelig tager vi højde for at skoler og elevsammensætningen er forskellig fra klasse til klasse, men vi ændrer ikke på de øvelser, redskaber og de historier vi bruger i vores undervisning. På den måde kan man sige at alle de elever, vi arbejder med skal igennem det samme, mens udfaldet er forskelligt. Heldigvis. Ellers er vi jo ikke lykkes med at få de unge til at turde stå ved, hvem de er".