Børns levevilkår i verden beskrives i denne bog i stort format med udgangspunkt i FN´s konvention om barnets rettigheder. På det første opslag er 18 piger og drenge i alderen 6-18 år placeret rundt om på et stort verdenskort, og med sidetal angives tydeligt, hvor der kan læses mere om hver af dem.
Indholdet er opdelt i hovedafsnittene: Overlevelse, udvikling, beskyttelse samt deltagelse. I de enkelte afsnit behandles emner som drikkevand, fødevarer, bolig, sundhed, undervisning, lege, omsorg, familie, arbejde, krig, handicap, identitet, nationalitet, religion, frihed og meget mere. Og hvert emne belyses med dagligdags eksempler fra forskellige lande både fra i- og ulande så der er gode muligheder for at drage sammenligninger.
Grafisk er det en særdeles flot og spændende bog, hvor der er stor variation i layout. Siderne domineres af store og vedkommende fotos af børn og deres nære omgivelser, og teksterne er for det meste kortfattede og klare. Nogle er skrevet med rigtig store typer, mens andre er skrevet i hånden og hvert af børnenes lande er lokaliseret i en kortvignet.
Desværre er 12-årige Ivana i bogen blevet placeret i Jugoslavien, der jo altså ikke længere eksisterer som land så enten må hun bo i Serbien eller Montenegro. Storbritannien er på et landkort forvekslet med England. En smilende pige » bærer en lerkrukke med vand hjem til Tamil Nadu« gad vide, hvor langt hun skal bære for at nå hjem til denne indiske delstat? Og en faktaboks om USA er skrevet på amerikansk forhåbentlig ikke bevidst, men som ren og skær forglemmelse i oversættelsen af den oprindeligt engelske udgave. I det hele taget er der meget af indholdets stof, der ikke umiddelbart forstås af de yngste elever. Her nævnes begreber som monsunbæltet, tempereret klima, regntid, absolut fattigdom, immunforsvar, procent, borgerkrig og Nobels Fredspris og forlagets ambitiøse anbefaling af målgruppen som værende fra 6-13 år er derfor nok lige i overkanten af det mulige. Bedst vil »Mit liv min verden« efter min mening kunne fungere som bladre- og idebog eller som oplæsnings- og samtalebog på de yngste klassetrin, hvor de særdeles væsentlige og alment menneskelige levevilkår vil kunne behandles i mange såvel faglige som tværfaglige sammenhænge.
Mit liv min verden
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.