”Børnene føler sig overset og misforstået. De sidder med en afgrundsdyb følelse af håbløshed og ambivalens i forhold til, at de ikke kan gå i skole, og til tider også med selvmordstanker”, siger Wilma Walther-Hansen.
I tre år har hun undersøgt skolefravær gennem elevperspektiver i forbindelse med sin ph.d. ”’Jeg føler mig som en firkant blandt cirkler’ – skolefravær som situeret pædagogisk fænomen”.
Hun har interviewet ni elever, der har haft skolefravær, fulgt to klasser på mellemtrinnet og talt med deres primære lærere og skolelederne.
”Eleverne ville rigtig gerne gå i skole, men som en af dem formulerede det, føltes skolen som at være soldat i et skilderhus”, fortæller forskeren.
”Normalitetsidealerne for en elev er blevet så snævre, og der er så stort fokus på karakterer og synlige læringsmål, at den pædagogiske praksis er skubbet i baggrunden. Skolen er i værdimæssig ubalance, og det tror jeg, at børnene reagerer på”, forklarer hun.
Ifølge forskeren bliver der ofte først handlet, når en elev fysisk holder op med at komme i skole. Og når det sker, er det med et meget enstrenget fokus på eleven og elevens familie, ikke på klassefællesskabet og den pædagogiske praksis.
”Elever med skolefravær bliver i vid udstrækning behandlet med et klinisk fokus. Skolefraværet bliver ofte behandlet som en angstproblematik. Og ansvaret for, hvad der skal ske, placeres hos familien, skoleledelsen, trivselspersonale eller Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). En lærer forklarede, at hun følte sig ’sat på bænken’, når PPR og andre tog over. Lærerens kompetencer og viden om eleven blev kun inddraget sparsomt”.
En elev sagde til Wilma Walther-Hansen, at skolen havde brug for en systemgenstart til en skoleversion 2.0, og hun er enig. Et led i det kan være at udfordre det, som hun ser som en alt for ensidig problemforståelse af fænomenet skolefravær.
Vi undlader at lytte til det enkelte barn og spørge, hvad det drømmer om og håber på. Lad os prøve at opnå resonans i stedet for fremmedgørelse.
Wilma Walther-Hansen Ph.d., adjunkt ved UC Nord
”Forklaringen på en elevs skolefravær findes ikke udelukkende ét sted. Fravær handler om mange faktorer, der påvirker hinanden gensidigt. På den baggrund mener jeg, at der er behov for en større pædagogisk indsats for at forbedre læringsmiljøet, og så kan det pædagogiske personale agere forebyggende og dermed forhåbentlig bruge lidt færre resurser på netværksmøder om individuelle fraværssager”, siger hun.
Et stille, ubevidst oprør
Wilma Walther-Hansen har arbejdet som lærer på specialområdet og i alternative læringsforløb for elever i sårbare positioner. Interessen for skolefravær blev for alvor vakt i et kommunalt projekt med fokus på at forebygge skolefravær.
”Vi skulle udarbejde en guide til skolerne, men i løbet af projektet gik det op for mig, at der manglede viden om, hvad vi egentlig taler om, når vi taler skolefravær”, siger Wilma Walther-Hansen.
Skolefravær har været et stigende verdensomspændende problem i mere end ti år og er i Danmark lige udbredt blandt drenge og piger, men særlig højt i udskolingen og specialklasser. Registreringspraksis på skolerne er blevet skærpet, og fravær inddeles i dag i tre kategorier: lovligt, ulovligt og sygdomsbetinget.
”De tre kategorier efterlader et vist fortolkningsrum for både familier og skoler. Fraværsstatistikkerne kan rumme flere mørketal”, pointerer forskeren.
Skolernes registreringer kan have stor betydning. Siden 2019 har kommunerne haft mulighed for at tilbageholde børne- og familieydelse, hvis en elev har mere end 15 procent skolefravær i løbet af et kvartal.
”Det er en sanktionsmulighed, som igen peger i retning af en forståelse af skolefravær som en mangeltilstand hos den enkelte elev. Jeg mener i stedet, at skolerne og samfundet bør se adfærden som elevens råb om en pause. Et reelt behov for at trække vejret, der kalder på systemiske, politiske og pædagogiske forandringer”, siger Wilma Walther-Hansen.
Hun ser elevernes fravær som et stille, ofte ubevidst oprør mod et fremmedgørende miljø. Og hun undrer sig over, at det på Undervisningsministeriets side om skolefravær ikke er fremhævet, at barnet skal spørges eller tages med på råd. Det til trods for at barnets lov blev indført for to år siden.
”Vi undlader at lytte til det enkelte barn og spørge, hvad det drømmer om og håber på. Lad os prøve at opnå resonans i stedet for fremmedgørelse”, opfordrer hun.
Usundt læringsmiljø
Det er ikke kun elever, der i stigende omfang trækker sig fra skolen. Wilma Walther-Hansen peger på, at også mange lærere forlader folkeskolen i disse år.
”Jeg kunne drømme om, at lærerne gik sammen med eleverne i et kollektivt oprør imod et usundt miljø. Lærerne har i lang tid stået på mål for en politik, de ikke er enige i, og det har nok været medvirkende til at skabe en forrået kultur. Lærerne kunne indlede opgøret med at forstå og anerkende børnenes måde at være i verden på og give dem følgeskab i det, de finder svært”.
”Lærerne har faktisk mulighed for at ændre på forhold i det enkelte klasserum, selv om de er underlagt en masse krav ovenfra. Lærerne skal ikke være så krampagtigt fokuserede på, at deres elever får høje karakterer. Det er uhyggeligt, når en lærers dygtighed måles på, hvor høje karakterer hans klasse får. Menneskesyn og værdier i skolen bør afspejle en inkluderende og dannende praksis snarere end et konkurrencepræget og testfokuseret regime”, mener Wilma Walther-Hansen.
Som et eksempel nævner hun en elev, der havde det rigtig svært hjemme.
”Når eleven havde haft en særlig svær morgen, fik han lov til at ligge på nogle madrasser i klasseværelset den første tid af skoledagen. Det var et meget enkelt greb, men gjorde en verden til forskel for den dreng, som følte sig set af læreren og derfor kunne udholde at være i skolen”, fortæller hun.
Det sorte bælte i planlægning
Forskeren mener, at forandringen af grundskolen skal begynde allerede på læreruddannelsen.
”Lærere har det sorte bælte i at planlægge og evaluere undervisning, men jeg mener også, at de skal have praktiske kompetencer inden for relationsopbygning og pædagogisk improvisation. Det kræver åbenhed, sensitivitet og en grundlæggende nysgerrighed på eleverne i et givent klassefællesskab at skabe tilhør. Derfor skal lærerne se værdien i at kunne rumme ukontrollerbarheden i et klassefællesskab med elever med vidt forskellige liv og erfaringer”, pointerer Wilma Walther-Hansen.
Hun opfordrer til meget mere leg, bevægelse og kropslighed i skolen, hvor lærerne får øje på gruppedynamikkerne og det hele menneske og ikke blot den finger, der bliver rakt i vejret, når eleverne sidder på deres pladser.
”Lærere skal have en pædagogisk sensitivitet over for de grupper af børn, de har med at gøre. Og så bør de gives mere frihed til at planlægge undervisningen fra politisk side, så de kan udfordre dominerende didaktiske strukturer”.
Wilma Walther-Hansen har også et kærligt spark over skinnebenet til lærerne, som hun formulerer det.
”Det var tankevækkende, hvor svært jeg havde ved at finde to skoler, der ville lukke mig ind som forsker. Jeg tolker det som udtryk for bekymring over en eventuel kritik. Jeg oplever, at der mangler en kultur for selvrefleksion og fejlbarlighed”.
”Lærernes undervisning er langt hen ad vejen en meget privat praksis. Når de ikke deler erfaringer, får de ikke øje på deres egne blinde pletter. Den erfaring har bekræftet min forståelse af et skolesystem under pres og en særlig stemning af en kollektiv overfladisk og stakåndet vejrtrækning blandt skoleprofessionelle”, siger hun.
”Jeg tror, det er disse lidt uhåndgribelige stemninger, som mange elever responderer på, når deres krop ikke kan flyttes hen i skolen, eller når ubehaget og eksklusionsfølelsen opstår.”
Mistrivsel: Skolen føles som at være soldat i et skilderhus
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.