Børne- og Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort den bekendtgørelse, der gælder, når elever og lærere vender tilbage efter sommerferien.
Ligesom det allerede er blevet meldt ud, fremgår det af den nye bekendtgørelse, at skolerne til august igen skal leve op til de almindelige lovkrav til skoledagens længde, og at eleverne igen skal have alle deres fag.
I den nye bekendtgørelse er det også præciseret, at skolerne i helt særlige tilfælde kan få lov til at fravige de almindelige lovkrav og i stedet udføre nødundervisning. Som eksempel på "helt særlige tilfælde" nævnes et smittetilfælde på en skole, hvor skolen er nødt til at sende et større antal elever eller medarbejdere hjem.
Retningslinjer efter ferien: Skolerne skal igen give eleverne de lovpligtige timer
Nødundervisning i en så kort periode som muligt
Sker det, kan skolen vælge at anvende nødundervisningsbestemmelserne "i en så kort periode som muligt". Som udgangspunkt må perioden højest vare fire uger, og skolen vil være forpligtiget til at orientere Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk).
Den lokale kommunalbestyrelse kan herefter "i helt ekstraordinære tilfælde" forlænge perioden udover de fire uger. En kommunalbestyrelse har mulighed for at forlænge perioden med to uger. Forlængelsen kan dog forlænges på ny "hvis dette er bydende nødvendigt", står der i den nye bekendtgørelse. '
Stadig mange sundhedsfaglige restriktioner
Selvom skolerne efter sommerferien igen skal leve op til de normale lovkrav, vil de stadig skulle efterleve en række sundhedsfaglige restriktioner.
Den største forskel fra det netop afsluttede skoleår er, at der ikke længere vil være et afstandskrav mellem elever "fra samme gruppe" efter sommerferien. Men der vil stadig være en anbefaling om, at børn og voksne "fortsat har et begrænset antal kontakter og så vidt muligt holder min. 1 meters afstand til andre".
Nødundervisningsbekendtgørelsen gælder resten af skoleåret
Dette indebærer også, at al aktivitet på skolen som udgangspunkt fortsat skal ske i en fast gruppe. Ved valgfag kan klasser dog godt blandes, hvis der er ekstra opmærksomhed på god håndhygiejne.
Skolerne skal desuden planlægge undervisningen, "så de enkelte elever ikke undervises af flere lærere eller pædagoger, end det er nødvendigt for, at eleverne kan modtage undervisning efter de almindelige bestemmelser i lovgivningen".
Lærerne skal fortsat forsøge at holde én meters afstand til hinanden og elever - og ved tavleundervisning skal der også fortsat være mindst to meter til første række af elever.
Pauser og frikvarterer bør ligeledes stadig så vidt muligt holdes klassevist og forskudt.
Ministeriet: Smittetilfælde kan efter sommerferien føre til nødundervisning i op til fire uger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.