"I dag har lærerne et resultat fra de nationale test og ved måske, at eleven ligger på '48' - men der er grænser for, hvad de kan bruge det til. Hvis vi kan linke de nationale test op mod Lexile-skalaen, så vil de umiddelbart kunne gå ind og se på, hvilke tekster og bøger der passer til elevens niveau og interesser, forklarede Jakob Wandall i sidste ugesFolkeskolen.
Det fik flere læsere til at protestere i kommentarer under artiklen på folkeskolen.dk:
"Det kan simpelthen ikke passe, at det er mig forbudt at fortælle mine elever enkeltvis, hvad deres resultat udtrykt i tal ved testen var - mens det er tilladt at give et privat firma adgang til flere skolers resultater - til brug for udvikling af et privat projekt, hvis resultat skal kunne sælges", skriver Thora Hvidtfeldt Rasmussen.
Styrelsen har ikke givet tilladelse
Kontorchef i Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen Tine Bak oplyser, at Jakob Wandall har orienteret styrelsen om, at han var i gang med sådan et projekt. Men styrelsen har ikke har givet tilladelse til adgang til testresultater.
"Vi har hørt om sagen gennem pressen, og lige nu er vi ved at få foretaget en juridisk vurdering af, om fortrolighedskravet i forhold til testene er blevet overholdt", forklarer Tine Bak.
Jakob Wandall har tidligere været chefkonsulent og arbejdet med udviklingen af de nationale test i netop det kontor, som Tine Bak er chef for. Han siger til folkeskolen.dk:
"Min vurdering af praksis har været, at adgangen til testresultaterne kan gives af skolelederen til en pædagogisk konsulent, som skolen samarbejder med - selvfølgelig under betingelse af, at alle lovens krav, fx om fortrolighed, overholdes. Men det er Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen, der fortolker reglerne, og derfor vil jeg naturligvis nu uddybe beskrivelsen af forsøget og hensigten med at inddrage elevernes resultater i de nationale test. Hvis det viser sig nødvendigt at ansøge styrelsen om tilladelse gør vi det".
Jakob Wandall understreger, at forsøgene i en række 8.-klasser i faget engelsk vil blive gennemført under alle omstændigheder.
"At vi ikke har indsigt i testresultaterne vil ikke på nogen måde være en showstopper, men for at få det størst mulige udbytte bør man koble oplysningerne - det vil skabe større pædagogisk anvendelighed af de nationale test for skolerne", siger Jakob Wandall.
Ministeriet har ikke godkendt brug af testresultater i nyt forsøg
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.