Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Ministeriet erkender fejl i lærer-tal

I Danmark er der kun 9,9 elever i gennemsnit per lærer. Sådan lød det i december i KL's netmagasin Momentum - baseret på tal fra EU. Men det er ikke sandt. Ministeriet for Børn og Undervisning erkender, at man har indberettet forkerte tal til EU.

Maria Becher Trier
Maria Becher Trier Journalist
Start debatten
2. januar 2012, kl. 16:00

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

"Vi er kommet til at indberette det samlede antal lærere i stedet for at indberette antallet af årsværk. Derfor er elev/lærer-ratioen blevet lidt for lav. Vores indberetning gør, at tallet bliver 9,9, hvor det skulle være 11,3. Det beklager vi selvfølgelig meget", siger kontorchef i Ministeriet for Børn og Undervisning Signe Tychsen Phillip til folkeskolen.dk.

Momentums rettelse

Artiklen i Momentum

KL's magasin Momentum brugte Eurostats tal i forbindelse med en række artikler om lærernes arbejdstid. Tallene blev senere gengivet i flere landsdækkende medier. Danmarks Lærerforening mente, tallene var forkerte, og henvendte de sig derfor til ministeriet.

"Det var blandt andet den henvendelse, der gjorde, at vi gravede os dybere ned i indberetningen, og så gik op for os, at vi havde lavet en fejl", siger Signe Tychsen Phillip.

Ministeriet for Børn og Undervisning har gjort Eurostat opmærksom på, at der er sket en fejl i indberetningerne. Men beregningerne og publikationen kommer kun en gang om året. Derfor kan fejlen først rettes, næste gang den udkommer.

Bondo: Tal brugt til usaglige angreb på lærerne

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen mener, at tallene er blevet brugt i medierne til usaglige angreb på lærerne.

"Jeg synes ikke det er i orden, at et ministerium laver sådan et fejl. Men alle kan lave fejl", siger han og tilføjer:

"Men det er uacceptabelt, det Momentum har gjort", siger Anders Bondo.

Han gjorde Momentum opmærksom på fejlen to måneder før, artiklen blev trykt.

"De har ringet til Uni-C for at tjekke tallene, men vi kunne få fejlen fundet ved at ringe til ministeriet, så det mener jeg også Momentum kunne have gjort", siger Anders Bondo.

Svært at sammenligne

Han mener, at der er flere problemer ved at bruge EU- statistikkontoret Eurostats tal. Eurostat sammenligner lærer/elev-ratio i primary education - de lave klassetrin. Men i Danmark og Island er der brugt tal for hele folkeskolen, hvilket vil sige både de lave klassetrin (primary education) og de høje klassetrin (lower secondary education). Anders Bondo mener derfor, at tallene giver et endnu mere fejlagtigt billede, der undervurderer antallet af elever per lærer i Danmark sammenlignet med andre lande.

"Det her er en meget afgørende forskel, som har den konsekvens, at det danske tal er yderligere for lavt", siger Anders Bondo.

(Momentums redaktør Søren Kudahl Sørensens kommentar tilføjet 05.01.2012 12:58)

"Det er en helt uberettiget beskyldning, som Anders Bondo retter mod Momentum. Vi er et seriøst medie, som naturligvis aldrig kunne finde på bevidst at viderebringe et forkert tal.

Da vi interviewede Anders Bondo som kilde til artiklen talte vi om, hvorvidt det danske tal i Eurostat-undersøgelsen var troværdigt, fordi det adskilte sig fra det tal, som UNI-C offentliggør hvert år offentliggør for elev/lærer-ratio i Danmark. Dette var Momentum imidlertid opmærksom på inden interviewet, og vi havde på det tidspunkt allerede gjort en grundig indsats - blandt andet via henvendelse til UNI-C - for at afklare forskellene på de to metoder. Den væsentligste forskel er, at i Eurostats tal indgår også elever og lærere i specialundervisning, fordi det nu engang er retningslinjerne i Eurostat-undersøgelsen. Derfor var der ikke noget underligt i, at de to tal adskilte sig fra hinanden. Og vi kan naturligvis ikke ændre en metode i en international undersøgelse, så den ikke er sammenlignelig.

Efterfølgende har ministeriet så fundet ud af, at de har indberettet forkert til Eurostat, hvilket selvfølgelig er dybt beklageligt. Vi har ikke haft en jordisk chance for at vide, at der var sket en regnefejl i ministeriet i forbindelse med indberetningen til Eurostat. Det blev ministeriet først selv opmærksom på en uge efter offentliggørelsen. Ministeriet har taget ansvaret og beklaget.

Jeg vil gerne medgive Anders Bondo, hvilket jeg også har gjort direkte over for ham og i forbindelse med artiklen på vores hjemmeside, at vi skulle have taget et tydeligere forhold over for de forskelle i opgørelsesmetoder og alderstrin, der indgår i Eurostat-undersøgelsen i de forskellige lande. Men sådanne forskelle vil der næsten altid være i internationale sammenligninger".

Bondo skriver til Trøjborg om KL-spin

DLF anklager KL for spin om lærer-arbejdstiden

DLF på barrikaderne for lærerne



Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Ministeriet erkender fejl i lærer-tal

Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplan
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS