I november 2003 fremsatte Socialdemokraterne et forslag til folketingsbeslutning om, at det blev præciseret i Serviceloven, at alle dagtilbud og folkeskoler skal have en handleplan for børn i sorg, og at sorggrupper skal indgå som en del af de kommunale tilbud til de børn og unge, der har behov for hjælp.
Men det vil socialminister Henriette Kjær ikke være med til:
"Hvis vi begynder at lovgive om, at kommunerne skal tilbyde sorggrupper får vi en enorm detailregulering af, hvad kommunerne skal. Skal vi så også lave krisegrupper for børn, hvis forældre er blevet skilt eller rådgivning til par, der er ved at gå fra hinanden?", skriver ministeren til Folkeskolen.
Hun mener, det er familierne, der har ansvaret, og at det er dem, der er bedst til at klare opgaven.
Ifølge Henriette Kjær er den gældende lovgivning god nok:
"Vi har allerede en lovgivning, hvor barnet og familien kan få hjælp efter de eksisterende regler. Kommunen kan for eksempel tilbyde familien rådgivning, og i de situationer, hvor man kan tale om en krise hos et barn, har kommunen pligt til at tilbyde hjælpende foranstaltninger", skriver ministeren.
Kommunerne lever ikke op til loven
For tre uger siden kunne Folkeskolen imidlertid fortælle, at kun ganske få kommuner lever op til deres pligt.
Siden da har Folkeskolen gentagne gange forsøgt at få ministeren i tale, men må konstatere, at ministeren ikke ønsker at kommentere, hvorfor hun er imod en præcisering af lovteksten, når nu kommunerne ikke yder den nødvendige hjælp til børn i sorg, selv om loven forpligter dem til det.
I øjeblikket venter mere end 500 børn på en plads i sorggruppe. Ventetiden er imellem tre måneder og halvandet år.
Folkeskolen ville også gerne have haft ministeren til at kommentere, hvorvidt hun synes, det er i orden, at børn i sorg står så længe på venteliste, men heller ikke det har hun ønsket at svare på.
Ministeren skriver dog til Folkeskolen:
"Jeg synes da også, at det er værd at lægge mærke til, at der er frivillige organisationer, der gør et rigtigt godt stykke arbejde. Socialministeriet har også støttet flere af disse projekter. I både 2004 og 2005 har Kræftens Bekæmpelse fået 400.000 kroner til projektet 'Frivillige netværk for børn og unge i sorg'. Samtidig har vi over årene 2003, 2004 og 2005 støttet Ungekontakten med 9,6 millioner kroner".
Ifølge ministeriets egne beregninger vil det koste seks millioner årligt at oprette sorggrupper nok i hele landet, fremgår det af et svar fra ministeren til Folketingets socialudvalg.
"Et latterligt lille beløb", sagde Sandy Brinck, socialordfører for Socialdemokraterne for tre uger siden til Folkeskolen.
"Når Sandy Brinck siger, at vi skal tage pengene fra finansloven, og at 6 millioner kroner er et latterligt lille beløb, mener jeg ikke, hun har ret. De penge skal vi tage fra et andet område. Det vil i sidste ende gå ud over områder, der heller ikke kan undvære pengene", skriver Henriette Kjær.
Minister: Ikke det offentliges opgave at hjælpe børn i sorg
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.