Mindeord

Den tirsdag morgen i september, flaget gik på halv på skolen, fordi Bodil var død, blev vi kollegaer dybt chokerede. At Bodils helbred de senere år ikke var så stærkt, vidste vi nok - men hun startede glad efter sommerferien med bevidstheden om, at hun blot skulle have dette ene år med, så skulle friheden nydes sammen med Erik og familien. Hun nåede endda for sidste gang at starte en ny klasse og tage med dem på hyttetur, før hun, efter blot en uges sygdom, stille sov ind.

Hele sit lærerliv var Bodil trofast over for de idealer og dyder, hun havde lært, og det gav eleverne en tryghed, at de altid vidste, hvilke krav og forventninger Fru Kjeldsen stillede. Der blev ikke ændret pædagogik efter, hvordan vinden blæste. Som kollega vidste man også altid, hvor man havde Bodil. Hun var aldrig bange for at tage stilling til problemer og roligt og bestemt sige sin mening om tingene. Bad man om hendes hjælp, gik man aldrig forgæves.

De af os, der også fik lov til at lære Bodil at kende uden for skolelivet, har oplevet det som en dejlig berigelse. Det gav os indblik i, hvilken primus motor hun var for familielivet med mand, børn og børnebørn. Ud over at dyrke sejlerlivets glæder overkom hun også at undervise i aftenskolen. I snart mange år har Bodil også været drivkraften bag vore private grundlovssamlinger samt utallige andre hyggelige sammenkomster uden for skolens mure.

Nu går vore følelser og tanker til Erik, men vi tror, at det stærke familiesammenhold, Bodil var med til at lære deres tre børn, kan være medvirkende til, at Erik - selv om han nu er alene - aldrig vil blive ensom.

Kollegaerne ved Farsø Skole