Min ven Percy, Buffalo Bill og jeg

Den selvbiografiske form er farlig at anvende i børnebøger. Det er svært at undgå et hylekor af afkom, der skamløst dementerer forfatterens barndomsminder. Men Ulf Stark vover forsøget og slipper tilsyneladende godt fra det. I hvert fald bliver han ved. Fidusen ser ud til at være, at han holder sig til stort set realistiske, hverdagsagtige elementer, som han derefter kombinerer på det utroligste.

Her er vi på besøg hos farfar og farmor et eller andet sted i det svenske landskab. Besøget er et af de sjældne, for farfar, den gamle sømand, er en anelse kontroversiel, for nu at sige det pænt. Og derfor synes de fleste, at han er lidt svær at være sammen med. Men hovedpersonens blodsbroder Percy hører ikke til de fleste, og han og farfar falder hurtigt i hak, da Percy uindbudt dukker op i det besynderlige skærgårdshus.

Byboen Percy har tag på naturen, dels i form af en vild hest, alle andre har opgivet, dels i form af Pia, den troløse tolv-trettenårige, der falder for ham, netop som Ulf erklærer hende sin kærlighed.

Så hovedtemaet bliver den uigengældte kærlighed, som også - modigt - er beskrevet i bedsteforældrenes forhold. Bedstemor lægger ikke skjul på, at hun aldrig har elsket bedstefar. Hun tog ham kun, fordi han så gerne ville have hende, og fordi han som sømand på langfart gav hende fred det meste af året.

Hvis jeg skulle læse højt, mens en 6.-klasse spiser deres madpakker, ville jeg vælge denne her bog.