Hjemmesiden er lige så stille blevet et af de væsentligste elementer i det moderne informationssamfund. På en yderst enkel og effektiv måde kan man kommunikere sit budskab ud til hele verden. Vi ser det gang på gang i denne tid. Ingen regering, intet politi kan forhindre, at information og misinformation spredes ved hjælp af nettet. Pædofile, nynazister, palæstinensiske terrorister og andre kriminelle bruger nettet lige så flittigt som regeringer, uddannelsesinstitutioner og kommercielle firmaer.
Uanset hvordan vi vender og drejer sagen, så er realiteten, at hjemmesiden på nettet er blevet den måde, hvorpå alle - store som små - kan få deres budskab effektivt ud i verden. Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi i løbet af ganske få år vil se hjemmesiden som et naturligt omdrejningspunkt i undervisningen. Jeg bruger selv hjemmesiden som det naturlige sted at samle informationer til mine elever, til kolleger og til forældre. Jeg opretter simpelthen en side med den relevante information, links og opgaver. På samme måde bruger mine elever gang på gang hjemmesiden til at samle deres viden på. De har fundet ud af, at det er nemmere at hitte rede på en hjemmeside med informationer om zebraen, billeder af kræet og links til andre og mere professionelle sider end at lave en rapport, som fedtes ind i fotokopierede billeder for til sidst at krølle i tasken, hvis den ikke forsvinder inden da.
Så er vi tilbage ved Britt Malkas hæfte 'Min allerførste hjemmeside'. Et hæfte, der er skrevet til børn om at lave hjemmesider. Helt fra bunden gennemgås, hvordan man på internet henter et program til at lave hjemmeside med (en webeditor), hvordan man kommer i gang og får sat tekst og billeder ind, links, e-mail med udgangspunkt i hjemmesiden, og hvordan budskabet kommer ud i verden.
Hæftet anvender en webeditor, som man ved at købe/læse hæftet automatisk får licens til. Webeditoren er måske ikke den allernyeste, man den har alle de grundlæggende funktioner og en standardudformning, så man siden let kan gå videre med et mere avanceret program.
Alt i alt har Britt Malka gjort et hæfte, som vi længe har savnet. En enkel vejledning til børn fra 11-års-alderen i at lave hjemmesider.
En lille perle blandt edb-hæfter.
Min allerførste hjemmeside
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.