Bogen er en selvstændig fortsættelse af 'MIG - en pige'. Den er skrevet i dagbogsform, og vi følger den 15-årige pige, MIG, der beslutter sig til i det kommende år at slippe af med sin jomfrustatus og dermed i egne øjne blive til fuldmoden, voksen kvinde. Hun får en forelsket klassekammerat med på projektet, og trods omhyggelig planlægning bliver det præcist så kikset og kejtet, som læseren frydefuldt venter det, når hun naivt ruller sig ud.
Senere får hun et endnu mere blåøjet forhold til en italiensk indvandrer, og det går da også, som læseren aner fra starten. Men det er meget realistisk og meget morsomt skildret.
Uden om lever hendes almindelige skilsmisse- og plasticfamilie deres normale og meget underholdende liv. Især lyser skildringen af en livs- og mandeglad mormor op. Hun står til en litterær vitalitetspræmie.
Bogen er let læst og må blive en fælleslæsningsklassiker. Den er et livsbekræftende korrektiv til de hyldemeter af sulteromaner og traumebøger, der ellers er bibliotekernes tilbud til teenagepigerne, når de ønsker at læse om kvindefrigørelse og sex.
MIG - bli'r kvinde
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.