Skal der sunde fødevarer på bordet, skal Danmark have en socialdemokratisk ledet regering. Meningsmålingen fra analyseinstituttet A & B Analyse viser, at 46 procent af danskerne har mest tillid til rød blok, mens blå blok får 35 procent af vælgernes tillid. Det skriverAltinget Fødevarer.
Ifølge de konservatives fødevareordfører Tage Leegaard, er de store mediesager omkring svindel med kød forklaring på, at danskerne har mest tillid til en rød regering.
"Der har været nogle uheldige sager med kød det sidste års tid, der giver mistillid hos forbrugerne, og så er det nemt at sige, at det er den siddende regerings skyld. Det er nok noget, man må leve med", siger han.
Tage Leegaard kalder resultatet for uretfærdigt, fordi regeringen i hans øjne har gjort meget - blandt andet sommerens brede fødevareforlig. Han overvejer derfor at tage sagen op med fødevareminister Henrik Høegh (V).
"Jeg håber, at vi kommer de trælse sager til livs, når fødevareforliget skal udmøntes i 2011, ellers er jeg klart af den opfattelse, at man skal satse mere på kampagnekontroller i stedet for rutinekontroller, og at der skal sanktioneres noget hårdere. Det overvejer jeg at foreslå ministeren".
S: Regeringens egen skyld
Socialdemokraterne glæder sig over meningsmålingen. Fødevareordfører Bjarne Laustsen kalder det en "tillidserklæring fra vælgerne". Han mener, at udfaldet blandt andet skyldes Socialdemokraternes fokus på sunde fødevarer, men også at regeringen selv bærer ansvaret ved at have svigtet.
"Regeringen har nedprioriteret området. Den har fra start sparet stillinger væk, og det har ført til alle kødskandalerne", siger fra Bjarne Laustsen. Han lover at belønne vælgernes forventninger, hvis der kommer en ny regering efter valget.
Unge trækker mod venstre
Aldersfordelingen i meningsmålingen viser, at det især er de unge, der får flertallet til at tippe mod venstre, mens de ældre over 65 år i højere grad sætter sin lid til den nuværende regering. Det kæder Bjarne Laustsen sammen med, at unge i dag går meget mere op i sunde fødevarer - og at det dermed harmonerer med den socialdemokratiske dagsorden.
"Min generation er vokset op med mors kødgryder, mens man i dag i højere grad vokser op med færdigvarer fra multinationale koncerner. Det har skærpet folks opmærksomhed på sundhed", siger han.
DF i nøglerolle
Regeringsstøttepartiet Dansk Folkeparti er ikke overrasket over meningsmålingens udfald.
"Mange af de sager, der har været på fødevareområdet - bisphenol A, kødklister eksempelvis - der er det DF, der har kæmpet for, at regeringen har rettet ind efter vores holdninger ved at finde flertal andre steder", siger fødevareordfører René Christensen, der er formand for Folketingets Fødevareudvalg.
Blandt DF-vælgerne svarer 56,3 procent, at de mener en borgerlig regering vil være bedst til at sikre sunde fødevarer. 11,1 procent svarer rød regering, mens hele 32,6 procent svarer "ved ikke".
"Det er fordi, at vi ikke sidder i regering. Vi er meget loyale over for regeringen, men på det her område, der er så vitalt vigtig for folkesundheden, der spiller vi ikke hasard", siger René Christensen.
"På det her område er det godt, at Dansk Folkeparti er der til at holde igen. En borgerlig regering kigger meget på erhvervslivet og på producenterne, men her har vi sagt, at det kan godt være, at der kan være nogle økonomiske gevinster, men vi vil ikke betale prisen i forhold til, at forbrugerne skal have dårlige, farlige eller usunde fødevarer".
FAKTA
"Hvilken regering vil være bedst til at sikre sunde fødevarer?"
Total
En socialdemokratisk ledet regering: 45,7 procent
En borgerlig regering: 34,9 procent
Ved ikke: 19,4 procent
Undersøgelsen er foretaget på nettet af A & B Analyse for Altinget.dk i september 2010. Den er baseret på 1.092 repræsentativt udvalgte svarpersoner.
Kilde: Altinget Fødevarer
Meningsmåling: Rød blok bedst til at sikre sunde fødevarer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.