Memoirer, Skolehistorie

14 essays

164 sider, 195 kroner

Gyldendal

Gyldendals direktør Johannes Riis fik sidste år den gode idé at bede en række kendte personer om at skrive et essay om den af deres lærere, der har betydet mest for dem.

Her var ellers den længe ventede lejlighed til storsmigrende skamros af hverdagens helte, den personificerede lærerstand, som lempeligt og indsigtsfuldt forberedte en række af samfundets kulturpersonligheder på et liv som skønånder. Og så tager de fjorten bidragydere guddødeme næsten alle sammen et alenlangt tilløb og bruger det meste af pladsen på først at fortælle om spanskrørssvingende ignoranter og selvoptagne umuliusser, som forpestede deres skoletid med en frekvens som fluepletter i et landbokøkken i 1930'erne.

Selv om de fleste som sagt mest bruger deres folkeskolelærere som afskrækkende eksempler, er der gennemgående tale om memoirelitteratur af høj klasse. Dog skinner det igennem ved nogle af historierne, at den omtalte lærer i nogen grad kom til at stå i skyggen af sin elev, altså essayets forfatter.

Ikke overraskende er læseglæden størst ved de professionelle forfatteres bidrag. Jens Smærup Sørensen skriver grumt om, hvor aparte man som landbobarn kan føle sig, når muligheden for det intellektuelle løft i realklassen udelukkende blev muliggjort af, at éns far fandt én for dum til at drive landbrug, og skuespilleren Henning Jensens dansklærer i et lykkeligt år på det indremissionske og kønsforskrækkede Haslev Gymnasium kunne have været brugt som forlæg til Døde Poeters Klub.

Blandt de deltagende politikere og universitetsfolk lykkes Birthe Rønn Hornbecks bidrag bedst. Hendes beskrivelse minder os om, at de første år i arbejdslivet er afgørende for, hvordan et nyuddannet menneske kommer til at trives med sin profession.

Tonny Hansen