Hvordan skal læreren være i den ny, teknologiske skole? Lærerrollen vil uundgåeligt forandre sig i takt med, at skolernes udstyr - såvel maskiner som programmer - bliver mere avancerede?
Skrækvisionen eller ønsketænkningen om, at eleverne sidder mutters alene foran en skærm hjemme hos sig selv uden fysisk kontakt med læreren, betragtes af de fleste med indsigt i området som død. Der er ingen tvivl om, at der også i fremtiden vil være brug for lærere, men sikkert ikke som vi kendes i dag.
I fremtidens informationssamfund er livslang uddannelse ikke et tilbud, man vælger efter behag, men derimod en tvingende nødvendighed for alle, der vil være aktive på arbejdsmarkedet. Det bliver derfor alfa og omega, at børnene - ud over de basale færdigheder som læsning, skrivning, regning og engelsk - også behersker informationssamfundets værktøjer.
Folkeskoleloven lægger op til denne større individualisering af læringsprocessen. Spørgsmålet er blot, om det er gået op for den almindelige lærer, at begreber som 'undervisningsdifferentiering', 'målsætning og handlingsplan for den enkelte elev' og 'elevdemokrati' ikke er ekstra blade i metodefrihedens vifte, men derimod krav til folkeskolen, som alle elever, forældre og politikere kan og bør stille skolen til regnskab for.
Formålet med 'Med kridt og computer' er at bidrage til debatten om en lærerrolle i forandring i lyset af informationsteknologiens (IT) indmarch i folkeskolen. Bogen er hævet over de slagord og dumsmarte bemærkninger, der af og til er i overvægt i debatten.
Bogen består af fjorten forskellige debatartikler fra folk, der på den ene eller den anden måde har indsigt på området, og herudover bidrager undervisningsminister Ole Vig Jensen.
Flere af bidragyderne er involveret i eksperimenter med IT i undervisning på forskellige læreanstalter. Nogle af indlæggene beskriver eksperimenter på området, der inden for en kort årrække kan blive almindelige vilkår og krav til lærerne i den danske folkeskole.
Bogen rummer flere interessante bidrag og bør indgå i den seriøse del af debatten om IT i folkeskolen. Den er bestemt værd at læse, hvis man tør gøre sig tanker om den lærerrolle, der lurer lige om hjørnet.
Afslutningsvis vil jeg citere bogens redaktør, centerchef Mette Ringsted, for følgende opmuntring: 'Der vil altid være brug for dygtige lærere'.
Med kridt og computer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.