Gyldendal skal have ros for at ville satse på en oversættelse af Caroline Libergs bog 'Hur barn lär sig läsa och skriva'. Forlaget har tidligere vist sig fremsynet, da man i 1989 udgav Bente Hagtvets 'Skriftsprogsudvikling gennem leg' på dansk. Og dén satsning har de vist ikke fortrudt!
Caroline Libergs bog er på dansk kommet til at hedde 'Sådan lærer børn at læse og skrive'. Målgruppen vil ikke blot være den lærer eller forældre, der ønsker at fordybe sig i emnet, men i høj grad også forskere og andre med teoretisk interesse i læsepædagogik. Caroline Liberg udvikler et præcist begrebsapparat på områder, hvor de hidtil har manglet, trækker helt nye skillelinjer og går i dybden med kritiske analyser af vedtagne sandheder.
Caroline Liberg og Bente Hagtvet er begge dybt engagerede i det projekt, der hedder at se den første skriftsprogstilegnelse fra barnets synsvinkel. Netop derfor er det interessant at følge, hvordan de ikke desto mindre på nogle afgørende punkter når frem til forskellige konklusioner og pointer.
Caroline Liberg argumenterer således kraftigt imod den udbredte opfattelse, at tilegnelsen af talesprog og skriftsprog er så grundlæggende forskellige, at de slet ikke kan sammenlignes. 'De kan være ens når man behandler dem ens, og de kan være forskellige når man behandler dem forskelligt', siger hun! (side 124). Ved at skelne mellem formel og uformel brug af skriftsproget når hun frem til helt andre konklusioner vedrørende tilegnelsen af de to sprogformer end de hidtil kanoniserede.
Den positive indvirkning af fonologisk opmærksomhedstræning på mange børns læseudvikling ser Caroline Liberg i et helt andet lys: Dét skyldes den nuværende læseundervisning, som bygger på 'de mest grundlæggende principper i den grammatiske lære om udtale' (dvs. på bogstav-lydniveau), og spørgsmålet er langt snarere, om skolen bør undervise på denne måde. Er det virkelig børnene og førskoleinstitutionerne, der skal indrette sig efter skolen, og ikke omvendt skolen, der skal indrette sig efter børnene?, spørger hun. Caroline Liberg går hårdt i rette med tidens begynderundervisning, der kræver metasproglige forkundskaber (side 147 f.). Som barnet siger i en af bogens mange vittige og rammende vignetter: 'Hvis jeg allerede kan dét de vil lære mig, så lærer jeg det bedst'.
Det er intet mindre end en fremragende bog, som der er hårdt brug for på det danske marked. Den vil give et kvalificeret og inspirerende modspil til de bøger, der i dag danner teoretiske grundlag for den læsepædagogiske konsensus herhjemme. Caroline Liberg er teoretisk nyskabende, og med sin stringente tænkning og fine indlevelse i børns måder at lære sig noget på vil hendes bog kunne give ny inspiration til den hjemlige læsedebat og bidrage til at nuancere dens faglige indhold.
Teoretisk nyskabende bog på højt fagligt niveau om den første læse- og skriveindlæring
Med valget af Kirsten Rask som oversætter og Peter Jensen som pædagogisk konsulent har forlaget sikret sig en sprogligt kvalificeret og læsevenlig dansk udgave. Kirsten Rask begrunder omhyggeligt sit valg af den danske titel med en henvisning til bogens budskab: 'Barnet skal ind i skriftsprogskulturen; derfor lærer barnet i det sociale samspil.' Og det er jo ikke noget dårligt budskab i disse Nordlæs-tider.
Tillykke med bogen til alle, der er optaget af læsepædagogik.
Med barnet ind i skriftkulturen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.