Dagbladet Information fik for et par år siden den glimrende idé at lade fem nydanskere læse eller genlæse en række klassikere i dansk litteratur. Det kom der nogle interessante kronikker ud af, og bladets litteraturmedarbejder har efterfølgende interviewet de fem om deres baggrund og samlet det hele til denne lille, tankevækkende bog. Bidragyderne er ikke gennemsnitlige unge med indvandrerbaggrund. De er alle kendt som frontløbere i den offentlige debat, og de har alle gået i skole i en periode, hvor de var den eneste eller en af de få tosprogede i klassen. Altså ret specielle mønsterbrydere. Selv om ingen af de fem har gjort et levebrød ud af litteraturen nogle af dem angiver oven i købet, at den anmeldte bog er det første skønlitteratur, de har læst siden gymnasiet er der kommet forbavsende gode og tankevækkende litteraturanmeldelser ud af det. Dybest ned i væsentlig substans synes jeg, at lægen Mazhar Hussain kommer med sin læsning af Hans Kirks »Fiskerne«. Sammenligningen med væsentlige problemstillinger fra det islamiske religiøse miljø ligger lige for. Men Hussain graver især i den sekulært indstillede fiskerkone Mariane. For Kirk snyder os for et dybere indblik i denne persons tanker, skriver han. Hvad mener hun i virkeligheden om »de hellige«? Og hvad skal virkelighedens religiøse mennesker stille op med personer som hende, der er tolerante langt hen ad vejen, men som, når det kommer til stykket, ikke vil indrømme andre retten til at tro? Revisoren Omar Shah læser Holbergs »Jean de France« og »Erasmus Montanus«. Og hvor er situationen genkendelig, mener han og sammenligner med den unge indvandrer, der med sin halvfordøjede gymnasieviden og nye religiøse vækkelse forkaster forældrenes »bondeislam«. Huma Afandi reflekterer klogt over Nathansens »Indenfor murene«, Mona Sheik skriver om, hvordan det er for et ungt menneske at føle sig presset ind i forældregenerationens konformitet med udgangspunkt i Panduros »Rend mig i traditionerne«, og Naser Khader funderer vittigt over dannelsesindholdet i Morten Korchs »Fruen på Hamre«, som i øvrigt også var en af hans palæstinensiske fars yndlingshistorier.
Bogen giver ikke nøglen til løsning af alle indvandringens problemer. Men den giver indblik i nogle menneskers refleksioner over det samfund, de havnede i. Og så giver den i øvrigt nogle særdeles interessante vinkler på de litterære værker.
Med andre øjne
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.