Af Thomas Wester og Per H. Christiansen
bog 110 sider
edb program til windows 3.x og windows 95
bog og program pris i alt 159 kroner
Westers Forlag, telefon 4731 4030
Denne bog henvender sig til folk, der beskæftiger sig med matematik på både folkeskole- og HF-niveau.
Der er kapitler med områder fra tallinier til funktionsforskrifter, ligninger, diverse formler og camouflerede ligninger, som bliver grundig gennemgået.
I de forskellige kapitler er der en teoretisk gennemgang af stoffet, og man forsøger sig med en matematisk korrekt sprogbrug, men nogle steder viser teksten, hvor svært det er. Til alle afsnit er der opgaver, hvortil der bagerst i bogen er en facitliste.
Der er et afsnit med tegnforklaringer, regneregler og deres anvendelse, en ordforklaring og et stikordsregister foruden et tillæg om uligheder, som vel egentlig hørte naturligt hjemme sammen med de andre matematiske afsnit.
Bogen kan være anvendelig for lærere, der ønsker at repetere matematisk stof om funktioner, tegning af disse og beregninger i tilknytning dertil.
Med bogen fulgte et edb-program, men det er ikke nødvendigt at anvende edb-programmet for at bruge bogen og omvendt. Programmet anføres i den ledsagende tekst at være beregnet til elever fra 6.-10. klasse.
Installationen foregik let og smertefrit, men det er ikke særlig hensigtsmæssigt, at det kan være nødvendigt at lave ændringer i indstillinger i kontrolpanel/international/tal for at få programmet til at regne rigtigt med decimal.
Det kan iøvrigt meget: udregne alskens arealformler, rumfang af mange forskellige legemer, lave beregninger på for eksempel trekanter eller andengradspolynomier. Det kan i mange tilfælde både stille opgaver, hvor du bruger den indbyggede lommeregner, og lave beregninger ud fra dine oplysninger. Tegne forskellige slags funktioner i et koordinatsystem, udskrive eksamensopgaver og meget mere. Det er alt sammen udmærket og med indbyggede hjælpefunktioner og god brug af højre og venstre museknap, ligesom der gennemgående er et pænt og enkelt skærmbillede.
Ind imellem angiver programmet tilsyneladende rigtige foreslåede udregninger som forkerte, det bør ikke ske. Og jeg husker ikke at have set sådanne prøveopgaver, som programmet foreslår, de sidste mange år.
Det var måske en idé at luge lidt ud i alle de indbyggede funktioner og muligheder, så det også var til for elever på de fleste af de foreslåede klassetrin at gå til, hvis det er dem, man ønsker at henvende sig til.
Lars Engraf
Matematik
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.