En kopimappe
266 sider, 975 kroner
Forlaget Matematik, telefon 8659 6022
Hvordan fejre matematikkens år på mere værdig vis end med udsendelsen af et undervisningsmateriale, der både er til nutiden og fremtiden? Med et ringbind fuldt af forslag og muligheder til brug for emnedage eller til emner i den daglige undervisning.
Man må sige, at Matematiklærerforeningen har gjort det igen. En gruppe har sat sig ned og udarbejdet et matematikmateriale - og hvilket materiale! Utrolig flot og lige til at kopiere og bruge af. Beregnet til brug på fordybelsesdage i uge 41, men det kan selvfølgelig bruges på andre tidspunkter også.
Hæftet er delt op i fire emner: Regnetekniske hjælpemidler, Matematik i kunst og design gennem tiderne, Tidsmåling gennem tiderne og Universets matematik.
Til de første emner er udarbejdet elevark på en sådan måde, at der er arbejdsforslag og materiale til både begyndertrin, mellemtrin og afsluttende trin i skoleforløbet. Emnet 'Universets matematik' henvender sig kun til det afsluttende trin. Hvert emne har sider med lærerkommentarer og sider til eleverne med forslag til arbejdsopgaver med mere. Der er henvisninger til andre bøger og materialer, der kan bruges sammen med og som supplement til kopimappen.
Spændvidden i materialet kan illustreres ved emnet 'Regnetekniske hjælpemidler'. Her kan man begynde at arbejde med tællemetoder gennem tiderne over forskellige typer af kuglerammer, over Napiers stænger og russisk multiplikation til regnestok, lommeregner og regnearks behandling af regning med tiden. Fra logaritmetabeller til regneark. Her er rige muligheder for at arbejde med børnenes talforståelse på forskellig måde og få inddraget den historiske dimension i undervisningen.
Man bliver mere og mere inspireret, jo mere man læser og ser på arbejdsforslagene. Og det er også meningen med materialet, ikke blot at lave et helt grydeklart materiale, men et materiale, der er at betragte som et tilbud om inspiration.
Derfor er det heller ikke muligt at finde eksakte angivelser af klassetrin eller organisationsformer. Tællemetoder og regnemetoder gennem tiderne og hos forskellige folkeslag kunne være en udmærket opgave både på 5. klassetrin og på 9. klassetrin.
Eller som det næste afsnit hedder: 'Tidsmåling gennem tiderne', hvor man kan komme rundt om tidsbegrebet, solur, vandur, penduler, kalenderen, tidsmaskiner og mange flere emner.
Mange emneforslag af tværfaglig karakter, hvor især natur/teknik og fysik indgår. I 'Tidsmåling gennem tiderne' er mange forslag til eksperimenter, der kan være med til at fremme børns forståelse og læring.
I afsnittet 'Matematik i kunst og design gennem tiderne' kommer bogens flotte farvetryk rigtig til sin ret. Her arbejdes med perspektiv, mosaikker, tesseleringer, konstruktioner med passer og lineal og meget mere.
I det sidste afsnit flyver vi helt ud i verdensrummet med afsnittet 'Universets matematik'.
Et utrolig flot materiale, der har mange anvendelsesmuligheder. Brug det til nogle fordybelsesdage i oktober eller som supplement til de emner, der arbejdes med til hverdag.
Denne kopimappe burde være en obligatorisk del af matematiksamlingen på enhver skole.
Lars Engraf
Matematik
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.