Marias dukke

Det kan være svært at fortælle om de fattigste ulandsbørn uden at fokusere på fluerne i øjnene, men Morten Dürr kan.

I "Marias dukke" får vi fortalt historien om tre søskende, der hver dag drager ud fra deres bolig af plastik og pap for at samle affald, der aftages rub og stub af nogle brutale voksne. Arbejdet er ikke ufarligt: En af dem forsvinder efter et rottebid. En dag finder Maria en dukke, som hun gemmer for de voksne. Men hun kan ikke lyve, selv om hendes bror bakker hende op i den løgn, der skal berige hendes liv med en dukke. De må flygte sammen ud i det ukendte.

Det er en grum historie fortalt med både realisme og ømhed, en historie om et liv, der er fjernt fra danske børns liv, blottet som det er for fattigdomskompetencer.

Den eneste indvending kunne være, at børnene ikke taler talesprog sammen. "Vi må af sted straks". Hvorfor ikke "med det samme"?

Lars Gabels illustrationer hæver bogen op på et endnu højere niveau, ikke mindst fordi han kan få både snavset og børnesejheden frem. Han arbejder i dystre jordfarver og med alt godt fra tegneseriens formsprog. Hans artistiske spring fra silhuetter over handlingsstriber til ultranære ansigter får læseren til på én gang at være betragter og medlever.

Billederne gør læseren ramt - af vrede, af ømhed, af spørgsmål i hobetal. Bogen er en nær fortælling om et fjernt børneliv, men også om de nære overlevelsesskatte, ethvert barn har krav på at møde i et fællesskab.

Det er meningsfuldt at arbejde med børns rettigheder, når man har bøger som denne til indskolingens elever.