Fagforeningen Socialpædagogerne har spurgt de 13 kommuner, som objektivt set har de største udfordringer på det specialiserede sociale område om, hvordan de oplever at få enderne til at mødes. Da mange kommuner har lagt den kompenserende specialundervisning for voksne ind under socialforvaltningen, dækker undersøgelsen givet vis også dette område.
En af de interviewede fagchefer siger blankt, at "de budgetter vi har, simpelthen ikke kan holde i forhold til det klientel, vi har".
Kommunerne kendte ikke opgaven
Flere påpeger, at man i kommunerne simpelthen ikke har været klar over, hvad de gik ind til, da de overtog området fra amterne.
En af de interviewede påpeger, at "økonomien på det her område er så kompleks, og det tror jeg er en kæmpe overraskelse for kommunerne, fordi man har været vant til at styre ældreområdet og børneområdet. Det er ikke nær så komplekst, fordi der sælger og køber du ikke på samme måde, som man gør her".
Kommunerne oplever generelt, at det er svært at få kommunekassen til at slå til på området. Og mange giver udtryk for, at især omkostningerne til køb af pladser hos andre kommuner stiger mærkbart og ustyrbart i disse år.
"Udgifterne stiger voldsomt, det kan være stigninger på 5, 6, 700.000 kr. pr. borger, som andre kommuner bestemmer over, og det er skidt, når man er køberkommune", siger socialchef i Svendborg Finn Boye i undersøgelsen.
Borgerne hentes hjem til egne tilbud
Flere forsøger at undgå at købe specialiserede tilbud uden for kommunegrænsen. Men det rummer risici, indrømmer
"Vi arbejder intenst med at hjemtage borgere fra de dyreste tilbud og det er faktisk sådan, at vi kigger på det i forbindelse med vores visitation - der spiller økonomien ind og det er også noget sørgelig noget", siger socialchef Margit Tang fra Norddjurs Kommune. Hun tilføjer, at hun godt kan frygte, at fagligheden går fløjten.
Kommunerne må arbejde sammen
Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen siger i en kommentar til undersøgelsens resultater:
"Det er vigtigt, at kommunerne får en tilstrækkelig finansiering til at opretholde et ordentligt serviceniveau og en anstændig kvalitet i tilbuddene. Det kan jo ikke nytte noget, at kommunerne hvert år skal stå med hatten i hånden og få lappet hullerne. Så refusionsordningen bør genoprettes til det niveau, den begyndte på i 2007".
Samtidig finder hun det vigtigt, at kommunerne bliver bedre til at samarbejde og trække på hinandens specialer, i stedet for at alle forsøger at klare sig selv med dårlige løsninger.
"Kommunerne må acceptere, at nogle specialiserede tilbud nødvendigvis må etableres eller opretholdes i samarbejde mellem flere kommuner og regionerne", siger Kirsten Nissen.
Minister: Økonomien må ikke styre
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) siger til Politiken, at hun ikke har kendskab til, at kommunernes udgifter til handicappede er løbet løbsk. Hun har dog sat gang i en kulegravning af, om takstsystemet mellem kommunerne fungerer.
"Økonomien må aldrig styre kommunernes valg af tilbud til borgere med handicap. Sådan er det", indskærper Karen Ellemann over for avisen.
Mange kommuner har svært ved at styre handicapområdet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.