I 1995 blev en række mennesker med handicap interviewet om deres funktionsnedsættelser. For at måle deres funktionsevne blev de stillet over 100 spørgsmål om, hvad de magter fysisk og psykisk.
I 2008 blev 394 af personerne, som i 1995 var mellem 18 og 45 år, interviewet igen for at belyse udviklingen i deres helbred, og hvordan de har klaret sig på arbejdsmarkedet.
Især mennesker med adfærdsproblemer får bedre heldbred
21 procent har fået væsentlig bedre funktionsevne, og 33 procent har fået væsentlig dårligere funktionsevne, viser undersøgelsen fra SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd.
Særligt personer med adfærdsproblemer har opnået en forbedret funktionsevne. 79 procent med adfærdsproblemer har fået forbedret deres funktionsevne mellem 1995 og 2008, mens det samme kun er tilfældet blandt cirka en tredjedel af de personer, som har en dominerende funktionsnedsættelse relateret til arme eller ben.
Samlet set har gruppen fået det værre, fordi tabet af funktionsevne blandt dem, der har fået det dårligere, er større end forbedringen hos dem, der har fået det bedre.
"Det er overraskende, at mange har fået det bedre. Rapporten afliver dermed forestillingen om, at funktionsnedsættelse er en permanent tilstand. Man kan godt få det bedre", siger seniorforsker Jan Høgelund, der er medforfatter til rapporten.
Ingen udvikling i beskæftigelsen
Antallet af personer med funktionsnedsættelse, der har et arbejde, er ikke steget væsentligt i perioden. I 1995 var 67,8 procent af personerne med funktionsnedsættelse i beskæftigelse. Blandt personer uden handicap var 85,6 procent i arbejde.
I 2006 var der ikke væsentligt flere personer med nedsat funktionsevne, der havde fået et job, mens beskæftigelsen var steget med 4,7 procent for mennesker uden handicap.
Hørehæmmede klarer sig godt
Blandt de personer med funktionsnedsættelser, som var beskæftiget i 1995, er det særligt mennesker med nedsat hørelse, der har fået arbejde. De har været beskæftiget i knap syv år fra 1996 til 2006, mens dem med problemer med syn eller ben kun har været beskæftiget i godt to år.
Personer med uddannelse - og især videregående uddannelser - har en større tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden uddannelse.
Rapporten er bestilt og finansieret af Arbejdsmarkedskommissionen, der netop er kommet med forslag til, hvordan den samlede arbejdsindsats kan øges gennem reformer på arbejdsmarkedet.
Mange handicappede får bedre helbred
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.