Den væsentligste kilde til at proppe data i computeren er tastaturet. Det 130 år gamle qwerty-tastatur, om end udvidet i forhold til 'Remington'.
På trods af alle løfter om talegenkendelse vil samme tastatur beholde den plads i mange år endnu - i hvert fald i skolen, hvor det jo ikke handler om at effektivisere produktionen; men for eksempel om at få skrevet en historie eller sat tal og formler ind i regnearket. Selv om det er klart, at der ikke er nogen modstrid mellem en effektiv, hurtig og fejlfri indtastning og det forhold, at indtastningen foregår i skolen.
Hurtig og fejlfri indtastning, det er, hvad Super Type¡ Pro (STP) vil lære fra sig. Og jeg tror, det gør det.
Det er et flot program, som kan afvikles med eller uden video og lyd. Video og lyd betyder, at der kommer en person på skærmen, som forklarer eller konkluderer. Ikke noget, som ikke fremgår af programmet uden video og lyd; men nogen vil foretrække det på den måde.
Der er respons og gode råd efter alle øvelserne, som er ordnet på den velkendte måde. Først lærer man tastaturet, så drejer det sig om hastigheden, og der gives ikke ved døren. Målet er mindst 200 anslag per minut og en fejlprocent under en halv.
Programmet er garanteret effektivt, hvis man bruger den nødvendige tid - 20 timer foreslås.
Når jeg alligevel ikke vil anbefale, at folkeskoler farer ud og køber STP, men lige tænker sig om, skyldes det altså ikke programmet, som oven i købet er dansk, men andre faktorer.
I vejledningen er anført nogle typiske forventninger til anslagshastighed for en bankelev, kontorvikar, lægesekretær, advokatsekretær og typograf. Der står naturligvis ikke noget om skoleelever eller lærere, men rutineret tasteoperatør er også nævnt: Mere end 200 anslag per minut, fejlprocent under 0,5.
Nu er typografer og tasteoperatører imidlertid hastigt uddøende faggrupper, fordi det, de gjorde, på anden måde varetages af teknologien.
I det hele taget er antallet af mænd/kvinder beskæftiget med tasteopgaver efter koncept eller diktat kraftigt reduceret i de senere år.
Det skyldes blandt andet, at skriveopgaver flyttes længere op i hierarkiet. Skoleinspektøren har ikke længere en sekretær til at renskrive notaterne. Skoleinspektøren kan sgu selv skrive på sin computer. Det andet er bare uproduktivt dobbeltarbejde.
Så kommer problemstillingen, som jeg ser den. Skoleinspektøren har ikke behov for fejlfrit at skrive 200 anslag per minut, for så hurtigt formulerer hun ikke teksten!
Eleverne og lærerne gør det heller ikke. Indlæring af tifinger-blindskrift er derfor måske ikke længere fornuftig brug af tid. Det er ikke tastetrykkene, der tager tiden - det er tankevirksomheden.
Uanset hvad man måtte tænke om denne anmeldelse, gælder det samme her. Den er jo ikke skrevet færdig på 15 minutter, faktisk er redigeringstiden over to timer. Jeg er blevet rigtig opmærksom på, at jeg næsten kun bruger to fingre, når jeg skriver. Til gengæld kender disse to fingre tastaturet, for jeg skriver meget. Den omfattende statistik i STP fortæller, at jeg har 100 anslag per minut; men fejlprocenten er næsten tre.
På siden af æsken til Super Type Pro, står: For alderen otte år og opefter. Det er noget sludder. Fingrene er for korte, når man er otte.
Jeg efterlyser stærkt et materiale, som dels kan bruges til de børn, hvis fingre er for korte, dels til lærere og elever, som skal lære at bruge tastaturet, men som overhovedet ikke har brug for at kunne blindskrift med 200 anslag per minut - ja, hvor det måske ligefrem er en ulempe?
De dygtige og erfarne folk, som har lavet STP, kan måske også lave sådan et materiale. Ikke til tasteoperatører, men til computerbrugere?
Man skal kunne sit tastatur - men også med 200 kilometer i timen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.