Andelen af mænd, der vurderer, at "15 procent eller færre", "25 procent eller færre", "50 procent eller færre" eller "flere end 50 procent" af eleverne i deres klasser vil få svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse, ligger på 43 procent. Kun 18 procent af kvinderne placerer deres elever i disse kategorier.
Det viser den undersøgelse om fagligt svage elever og folkeskolens rummelighed, som Scharling Research har lavet for Folkeskolen og Ugebrevet A4. 451 lærere, børnehaveklasseledere og skoleledere har besvaret samtlige spørgsmål i undersøgelsen. Heraf er hver fjerde en mand.
Mændenes skepsis går igen i andre spørgsmål. Fire ud af fem mandlige lærere erklærer sig således "delvist enige" eller "helt enige" i, at "Det ikke er muligt at realisere målsætningen om, at 95 procent af de unge gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015 uden store forandringer i folkeskolen". Det gælder kun for tre ud af fem kvinder.
Mænd har fået flere fagligt svage elever
Mændene vurderer også i højere grad, at de har fået flere elever med faglige problemer. 45 procent af kvinderne mener, at de har fået "lidt flere" eller "mange flere" elever med faglige problemer de seneste fem år, hvilket gælder for 55 procent af mændene.
På samme måde er der flere mænd, (58 procent) end kvinder (40 procent), der mener, at det på deres egen skole "i ringe grad" eller "slet ikke" er muligt at leve op til de politiske mål om den inkluderende/rummelige folkeskole. Kvinderne ser altså mest optimistisk på mulighederne.
Der er også særligt kvinder, der mener, at "Det øgede fokus på rummelighed i folkeskolen har forbedret forholdene for de fagligt svagere elever, som også tidligere kunne rummes i folkeskolen". 35 procent af kvinderne er "helt enige" eller "delvist enige" i udsagnet, hvilket kun gælder for 27 procent af mændene.
Langt de fleste lærere afviser, at det øgede fokus har forbedret forholdene for de fagligt helt almindelige og de fagligt stærkeste elever. Igen er der flere skeptiske mænd end kvinder.
Mænd og kvinder ser forskelligt på fagligt svage elever
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.