Lykkens Pamfilius og andre eventyrlige historier

For længe, længe siden lærte mennesket at læse. Det fælles arvegods blev skrevet ned og de eventyrlige historier lå ikke længere lagret i hukommelsen, men på skriftsprogets harddisk.

Alligevel blev en række talemåder hængende: den gordiske knude, et Columbus-æg, Sisyfos-arbejde og så videre.

Bag alle sådanne talemåder gemmer der sig en eventyrlig historie, som kan findes på skriftsprog og bringes tilbage til det mundtlige samvær i skolens dansk-, historie- og kristendomstimer.

Og for ikke ret længe siden fik Nils Hartmann ideen til at bringe en perlerad af disse historier - med alfabetet som sammenbindende snor.

Netop alfabetet har styret en stor del af Nils Hartmanns forfatterliv i de seneste år: Gyldendals Børneleksikon og remsebogen Alle Børns Citroner er spændvidden i hans alfabetliv.

En anden væsentlig del af forfatterskabet er styret af Børnenes Danmarkshistorie - et fornemt bidrag til styrkelsen af den historiske dimension i børnenes nutid.

Men Lykkens Pamfilius - og sådan kan man nok kalde en forfatter, der for tiden bidrager væsentligt til vores børns dannelse - har ikke lagt et Columbus-æg med nærværende titel.

Tværtimod synes bogen at være et skvæt i Danaidernes kar, hvor fortællingernes ringe i vandet stiller en eventyrlig verden i udsigt, men hvor genren - det informative eventyr - hurtigt får gydet olie på vandene.

Det virker, som om bogen er placeret mellem de to stole, der for tiden er solidt plantet ved Nils Hartmanns forfatterbord.

Men det står også klart, at ideen om at gå bag om talemåderne er oplagt. Det skulle nok bare være større anlagt - og mere genrerent: en informativ talemåde-encyklopedi, eller bedre endnu en eventyrlig talemåde-historiebog, der styres af 'geografi'.

I en sådan ville børnene kunne gøre den samme mageløse opdagelse som ved læsning af japaneren Annos ordløse Rejse-serie: Vi er kulturelt langt stærkere påvirket af Hellas/Italien end af det angelsaksiske.

Denne opdagelse kan børnene på mellemtrinnet kun få gennem et enormt lærerarbejde på skolebiblioteket med den forliggende bog.

Den gode idé bag Lykkens Pamfilius er i nogen grad blevet det, vi i min barndom omskrev udtrykket til: Lykkens Pamjulefis: bogen er en gave, men der skal knokles en del for at få perspektiv i den.