Lykke

Nogle af postmodernismens og nihilismens kedelige sidegevinster er musik uden melodi, romaner uden indhold, billeder uden motiv - og pædagogik uden opdragelse. Hvad angår pædagogikken er der tale om en teoretisk konstruktion, for børn i skolen bliver opdraget, selv om det set ud fra et postmodernistisk perspektiv er umuligt.

Læreren slipper ikke uden om at skabe kontakt og relationer også til tidens baby­dolls og båtnakker, som har deres helt egne relevanskriterier. Han skal kunne rumme disse elever og holde af dem, som de er, og alligevel opdrage dem, så de kan være sammen på en skikkelig måde og undervises hensigtsmæssigt. Man kan ikke lade være, for så bryder undervisningen sammen.

Men nemt er det ikke med præpubertet og popkultur.

»Sig til hende, at hun skal forsvinde ud af mit liv!« sagde Chanet fra 5.x for nylig på toppen af en veliscenesat konflikt, som gik ud på at lægge afstand til de »barnlige« piger i klassen og dermed profilere sig selv som én af de mere »modne« piger.

Tonen mellem pigerne i 5.x kan være rå og uhjertelig, og det virkelige, men oppustede førpubertetsliv er en stærk konkurrent til litteraturundervisningens tema fra Bodil Bredsdorfs »Børnene i Kragevig«, hvor den korte overgang fra barn til voksen handler om overlevelse og om at finde sin bestemmelse og tilskikkelse i slægtens og evighedens perspektiv.

Med pædagogisk takt og snilde kan læreren imidlertid forsøge at »slå bro mellem elevernes horisont og skolens dannelseshensigter«. Det er lærerens aktuelle opgave, siger professor Thomas Ziehe klogt.

De senere år har bagudskuende skolepolitikere fået støtte fra nogle ellers fremsynede pædagogiske teoretikere til ideen om, at folkeskolen må kendetegnes af faglighed og effektivitet. Intimiteten har ifølge dem taget overhånd. Det sidstnævnte er ikke forkert. Men en faglighed, der ikke bliver kommunikeret, er ikke meget værd.

Eleverne skal med andre ord have hjælp til at rette deres opmærksomhed mod noget og mod sig selv i samme bevægelse.

Erik Schmidt