Lusen Luske

Hjælp, vi har lus!

Den besked har utallige børn i daginstitutioner og skoleklasser båret hjem i hårenes løb. Og bare beskeden kan sætte gnubben og kradsen i gang.

Nu har Astrid Iversen skrevet en lille historie om Lusen Luskes og hendes afkoms storhedstid og delvise undergang. Ja, for en del af dem lever videre, trods tættekam og shampoo, fjernt fra pigen Idas hovedbund, hvor Luske grundlagde sin familie.

Pædagogikken i historien er på linje med Karius og Baktus, og selv om man undervejs får en del nyttige oplysninger, så er det da besynderligt, at vi skal udrydde de små væsner, som vi gennem en sådan fortælling kommer til at holde af.

Ja, pædagogikkens veje er uransagelige.

Og Lilian Brøgger spiller fint med på denne hold af mig- og udryd mig-pædagogik. Hun gør billeder med vanlig artistisk formåen, billeder af listige lus, labre lus, lækre lus, lystige lus. Faktisk er der mere personlighed over hver enkelt lus end over den lille kernefamilies medlemmer tilsammen, selv om der kommer gang i moren, da hun begynder at trampedanse de lus ihjel, hun har fundet i Idas hår, og selv om opdagelsen af lus i morens eget hår tilsyneladende får hendes bryster til at snøre sig sammen i et.

Men summa summarum: Hvis det kan gøre det mere tåleligt at få lusesedlen med hjem, at man har moret sig sammen med lusene, inden de skal slås ihjel, så er her et bud på mordskabslæsning for de yngste.