En banal fejl i lønudbetalingerne i Hillerød Kommune har betydet, at lærer Søren Anker Nielsen sidste år kom til at betale 10.000 kroner mere i skat, end han ellers havde behøvet.
Sidste år i slutningen af maj fik Søren Anker Nielsen og hans kolleger på Brødeskov Skole i Hillerød en herlig lønseddel med feriepenge oven i den sædvanlige løn. Der var ikke nogen af dem, der lagde mærke til, at lønnen var lidt for fyrstelig også de lærere, der havde meddelt, at de ønskede deres tre feriefridage indregnet i årets arbejdstid, havde nemlig fået dem udbetalt som penge.
Chokket kom først i slutningen af november, hvor lønnen pludselig var 2.500 kroner mindre end ventet. Og for Søren Anker Nielsen var situationen endnu værre. Han havde aftalt med Hillerød Kommunes personaleservice, at kommunen de sidste måneder af 2002 skulle sætte 16.000 kroner om måneden ind på en ratepensionsopsparing. Det var bare ikke sket i november, fordi lønnen efter fradrag af de for meget udbetalte feriepenge var under 16.000 kroner.
Efter adskillige opringninger fik Søren Anker Nielsen endelig forklaringen pengene var ikke sat ind på ratepensionen, fordi kommunen havde trukket 2.500 kroner, som Søren Anker Nielsen ikke anede, at han skyldte.
»Jeg var klar til at komme op på personalekontoret med pengene, men fik at vide, at de kun kunne sættes ind på ratepensionen efter aftale med min bank«, fortæller Søren Anker Nielsen. Hans bankrådgiver kontaktede så Personaleservice for at få klaret indbetalingen på ratepensionen, men den opringning er ikke registreret hos Personaleservice. Her oplyser personale- og sekretariatschef Birgit Garval, at den eneste reaktion, kommunen har fået fra banken, er en ny pensionsaftale for 2003.
Birgit Garval kalder det en almindelig antagelse, at en medarbejder har pligt til at kontrollere sine lønsedler:
»Jeg medgiver dog gerne, at det er god lederadfærd, at lederen i dette tilfælde skoleinspektøren giver meddelelse til sine medarbejdere om, at der vil ske ændringer i lønnen«.
Brødeskov Skoles ledelse vidste godt, at nogle medarbejdere ville blive trukket i løn, og hængte en seddel op på lærerværelsets opslagstavle. Den så Søren Anker Nielsen bare ikke.
Han har nu fået Lærerforeningen til at gå ind i sagen, og forleden modtog Hillerød Kommune et brev fra DLF. Med en stribe eksempler fra retspraksis fremhæver brevet, at når der er tale om løn i henhold til en kompliceret regel og om et forholdsvis lille beløb, så har lønmodtageren taget imod pengene i god tro og så kan man ikke kræve pengene tilbagebetalt. I det konkrete tilfælde har Søren Anker Nielsen ved hjælp af ToldSkats hjemmeside regnet sig frem til, at løntrækket har kostet ham omkring 10.000 kroner, fordi han ikke har kunnet trække pensionsopsparingen fra i skat.
Hillerøds Personaleservice ser nu på sagen endnu en gang.
kravn@dlf.org
Lønkoks kostede 10.000 kroner
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.