Løfter fra en vred minister

Det var en tydeligt vred undervisningsminister, der gik på talerstolen på Københavns Dag- og Aftenseminariums visionsdag. Seminarielektor Annette Hildebrand Jensens indledende tale - med et billede af Danmark som den grimme ælling, der kommer til ære, efter at England har set, at test ikke er vejen frem - faldt ikke i god jord.

»Det der er ikke noget, jeg kan genkende fra min virkelighed. Vi er så venlige at tilbyde en test, som tager 45 minutter om året, og en værktøjskasse. Er det virkelig sådan et kolossalt overgreb?« spurgte en irriteret Bertel Haarder og trådte helt ned til Annette Hildebrand på første række for at pege på hende med en stiv pegefinger. Han beskrev, hvor skidt det står til med danske skolebørns læsefærdigheder, og hvor dårligt det går med integrationen i skolen, og afsluttede med ordene: »Tak for talen. Jeg håber, at det bliver den sidste«.

Praktikken har topprioritet

Derefter talte ministeren om efteruddannelse af lærere og om behovet for et tættere samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitet, de øvrige universiteter og seminarierne. Men for de studerende, som efter oplægget stillede spørgsmål til Bertel Haarder, var det de kommende ændringer i læreruddannelsen, der brændte på.

»Hvor står vi i forhold til gruppeeksamen på seminarierne?« lød det første spørgsmål, og ministeren forsøgte at berolige med, at regeringens forslag om at afskaffe gruppeeksamen bunder i klager fra universitetsstuderende.

»Man må forberede sig i grupper, og hvis der er en god faglig begrundelse, må man også svare på skift i grupper, men vurderingen skal være individuel og ske på baggrund af egen præstation«, forklarede han.

»Det kan vel også stadig gøres i grupper«, replicerede den studerende.

»Ja, det kan det vel«, lød Haarders svar, som fik forsamlingen til at reagere med en øredøvende klapsalve. Hvorefter ministeren skyndte sig at tilføje: »Man kan forberede sig i grupper og være til stede under hinandens eksaminer. Men der kommer et udkast«.

Praktikken blev bragt på bane, og Bertel Haarder forsikrede, at han også synes, at praktikken bør være længere, og at den har topprioritet hos ham.

Haarders idé om samarbejde mellem universiteter og seminarier fik studerende til at påpege, at forelæsninger vil være en forringelse af læreruddannelsen. Men, svarede ministeren, variationen er vigtig.

»Og hvis de universitetsstuderende kan holde det ud, så er jeg sikker på, at kvikke lærerstuderende også kan«.