En ny bekendtgørelse om lektorbedømmelse ved de mellemlange videregående uddannelser er netop udsendt. Men ligesom den gamle rummer den ikke noget krav om, at en seminarielektor har praktisk erfaring fra folkeskolen. Lærerstuderendes Landskreds mener, at når man taler om reform af læreruddannelsen, er det altafgørende også at kigge på undervisernes kvalifikationer. Formand Laust Westtoft mener, at bekendtgørelsen om lektorbedømmelse bør indeholde krav om en løbende praksiskontakt til folkeskolen - ikke kun i forbindelse med, at man efter fire år som adjunkt reflekterer over sin faglighed i relation til uddannelsen og professionen, men også i de resten af ens tid som seminarieunderviser: "Hvordan skal de ellers kunne tilrettelægge undervisningen på seminarierne så den tilsvarer den moderne folkeskoles udvikling?", spørger han.
"Vi mener at det er alt for sent, hvis en nyligt færdiguddannet lærer skal starte i folkeskolen med at erfare at utrolig mange elementære dele af lærergerningen ikke har været implementeret i læreruddannelsen", siger Laust Westtoft.
"Problemstillingen opstår når undervisere underviser til et erhverv, de har ringe kendskab til. Det kan medføre, at den nyuddannede lærer kommer til at havne i situationer som han eller hun kan få vanskeligt ved at håndtere på grund af seminarieunderviserens ringe evne til at relatere seminarieundervisningen til praksis".
Der mangler sammenhæng mellem de fag, de lærerstuderende møder på seminariet og en undervisning, de oplever, når de er i praktik:
"På seminariet har underviserne en teoretisk tilgang - vi har brug for, at vide, hvad der virker og hvad der ikke virker", siger Laust Westtoft.
LL: Seminarielærere bør i praktik i skolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.