"Læreruddannelsen fra 1997 fostrede sit første kuld. Jeg skal ikke kunne gisne om antallet af dødfødte, eller antallet, der gik over tid. Men summa summarum er, at resultatet ikke var, som det var blevet spået", sagde Trine Barfod i sin mundtlige beretning i dag på Lærerstuderendes Landskreds' årsmøde i Jelling.
"De blev bare ikke færdige og slet ikke til tiden. Det giver stof til eftertanke, og det er vi nødt til at tage seriøst".
"Endnu en gang skærer man i midlerne til læreruddannelsen, samtidig med at der indføres et bonussystem eller en akkord, der til forveksling ligner masseproduktion - det har nu en gang aldrig hængt rigtig godt sammen med kvalitet", sagde Trine Barfod.
"Ustrukturerede studieordninger, uddannelse uden fodfæste eller reel implementering, undervisere uden opkvalificering og praktiklærere uden uddannelse -det må til sammen give nogle aborter, dødfødte eller bare reelle fødselsfrustrationer", lød det fra talerstolen på CVU Jelling.
For Trine Barfod er læreruddannelsen grundlag for en folkeskole, der skaber demokratiforståelse. Og hun langede ud efter den nye meritlæreruddannelse:
"Demokrati læres af at indgå i demokratiske processer, ved at lære at sammentænke fag. Lærerjobbet er netværk, samarbejde og undervisning. Hvordan kan man forventes at kunne have et konstruktivt samarbejde med forældre, kolleger, PPR og ledelse, hvis man aldrig i løbet af studiet har indgået i samarbejde eller lært at tænke sin faglighed som ét samlet hele og ikke fragmenter af fag".
Diskussionen af 1997-læreruddannelsen, de spæde planer om en ny reform og meritlæreruddannelsen fortsætter weekenden igennem i Jelling.
LL-formand: Finanslov med bonussystem går ud over kvaliteten
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.