Liv i Skolen nummer 4/2010

Der er stor forskel på, hvordan politikere, lærere og forældre ser på inklusion og fællesskab med specialklassebørnene i de almindelige klasser. Men rummeligheden i folkeskolen er under pres fra mange sider. Det modsatrettede behov giver stressede og udbrændte lærere uden viden om og forståelse for, hvad børn med for eksempel Aspergers syndrom og ADHD har brug for, for at de kan indgå i fællesskabet. Denne nye artikelsamling om inklusion og fællesskab i skolen er et vigtigt input i debatten om, hvordan vi bruger resurserne bedst.

Det er kompetente folk, der skriver ud fra hver deres udgangspunkt. Tilsammen giver de et stort og bredt billede af, hvad det vil sige at inkludere i skolen. Det er svært at fremhæve nogle artikler frem for andre, da de hver især udgør en unik faglig viden, der er med til at fuldkommengøre det brogede billede af, hvad en travl skolehverdag vil sige. Andy Højholdt skriver om, hvor vigtigt det er, at de forskellige faggrupper - lærere og pædagoger - kan samarbejde, for at inklusion kan blive en succes. Mads Hermansen anbefaler, at læreren holder sig i baggrunden, så eleven selv kan arbejde og øve sig.

Ny lovgivning betyder, at alle lærere skal kunne levere en inkluderende undervisning. Men hvordan kan man det, hvis man ikke har lært det på seminariet? På samme måde som alle lærere bør vide noget om tosprogede børns indlæring og sprogtilegnelse, så bør alle lærere også vide noget om de rette rammer for diagnosebørnene. Dette hæfte er et rigtig godt sted at starte og kan være udgangspunkt for en pædagogisk dag på mange af landets almindelige skoler. Og så bør det læses af de ansvarlige politikere, der har indflydelse på, hvordan lovene bliver udformet.