Mange lærere opfatter det som en del af deres arbejde at skabe lige muligheder for de elever, de har i skolen. For dem er det en del af skolens væsen - meningen med det hele! Med den foreliggende bog får læseren indblik i, hvor svært det er at håndtere de forhåbninger, der ligger bag forestillingerne om lige muligheder for alle. Bogen består af ti akademiske artikler, der alle kredser om emnerne social arv, kultur og retfærdighed. Der er tre artikler, der kan inspirere lærere: "Lighed og uddannelse" af Susanne Murning, "Etnicitet, uddannelse og lighed" af Bolette Moldenhawer og bogens indledende kapitel af Nils Holtug, der grundigt diskuterer begrebet lighed.
Det er, når de akademiske forfattere "går til biddet", at det bliver svært! Hvad betyder lighed egentlig? Her optræder et begreb som mulighedslighed, der står for det politiske ideal, at det skal være muligt for alle elever at komme i gymnasiet og derefter på en videregående uddannelse, hvis de vil det. Men hvorfor skal denne mulighed stå åben for alle, hvis ikke elever og forældre forvalter muligheden fornuftigt og for eksempel går til fodbold med barnet i stedet for at læse lektier? Mulighedslighed handler også om at tage ansvar i forhold til eget liv. Udfaldslighed derimod vurderer på resultater - hvor mange og hvem tager en videregående uddannelse? Hvor meget af samfundets tilbud om uddannelse har de så brugt? Og kunne det have været anderledes? Der sker altid noget, når politiske forestillinger og idealer om "det gode samfund" forvandles til videnskab og målinger. Følelserne forsvinder, men der skabes også klarhed. I denne bog vises det, hvor svært det er at følge op på idealer.
Lige muligheder for alle
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.