"Ib i en by" og "Pif paf – en ulv!" er to nye udgivelser i serien "Læs Lydret". Serien henvender sig til de yngste læsere og børn, der kæmper med læsningen. Som titlen på serien antyder, er bøgerne lydrette. Kun enkelte ord kræver kendskab til, at vokalerne har flere lyde. Serien består af tre trin: Trin 0, som er det letteste niveau med enstavelsesord på en-to bogstaver og en-to linjer per side, trin 1, som har enstavelsesord på en-tre bogstaver og en-fire linjer per side, og endelig trin 2, som har ord på to-fire bogstaver, en-to stavelser og to-tre linjer per side. Til alle bøger er der opgaver til fri kopiering.
"Ib i en by" hører til på trin 0. My bor i Ry, og der vil Ib også gerne bo. De to finder hinanden og har både uhyggelige og hyggelige oplevelser.
"Pif paf - en ulv!" hører til på trin 2. Hugo er hovedpersonen, og en dag foreslår far, at de skal ud at skyde med gevær i haven. Det går ud over hunden Fido.
Bøgerne er med fast bind, og læserne vil opleve, at de sidder med en rigtig bog. Begge historier er levende fortalt i illustrationerne, hvilket er væsentligt for de yngste læsere, så de har andre ledetråde at støtte sig til, hvis bogstaverne driller.
Dette er en serie, som bør findes på alle skolebiblioteker og inklusionscentre.
Lette ord, gode historier
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.