"Der var 1.400 speciallærere i de gamle amter. De er nu ansat i kommuner og regioner, og institutionerne eksisterer også stadig. Så det kan lykkes at lave lige så gode undervisningstilbud som hidtil," siger Leif Sort, tidligere formand for speciallærerne i S81 og nu medlem af hovedstyrelsen i DLF.
41 procent af danskerne mener, at specialundervisningen for voksne bliver forringet i kvalitet, fordi amternes specialviden går tabt, når kommunerne skal løfte opgaven. Lige så mange - 40 procent - tror dog, at kommunerne kan klare opgaven mindst lige så godt som amterne.
Tallene stammer fra en undersøgelse, Epinion A/S har lavet for Folkeskolen og månedsmagasinet Undervisere blandt 1.371 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.
"Begge vurderinger kan blive korrekte. For selv om eksperterne ikke er gået tabt, kan den nye struktur blive en hindring. Borgerne skal nu henvende sig i kommunen, hvor visiteringen til specialundervisning skal foretages af sagsbehandlere uden erfaring på området. Det koster at efteruddanne dem, og vi får masser af meldinger om sparerunder og kommuner med anstrengte økonomier. Det øger ikke troen på, at det kan lade sig gøre at fastholde den hidtidige kvalitet", siger Leif Sort.
Forskel på børn og voksne
Der skal ikke mange besparelser til, før ekspertisen går tabt.
"Specialinstitutionerne har brugt mange år på at specialisere sig inden for forskellige handicap og på at opsamle viden om små specialer. Men der er ingen garanti for, at kommunerne vil bruge dem. Institutionernes økonomi bygger på, at kommunerne køber ydelser hos dem, og de skal ikke udsultes ret meget, før ekspertisen forsvinder," siger Leif Sort
På børneområdet er nogle kommuner begyndt at trække deres paragraf 20.2-børn hjemme. På samme måde vil de måske overlade det til talepædagogen på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning at undervise voksne med taleproblemer.
"Der kan være talepædagoger, som interesserer sig for voksenområdet, men det hører til undtagelserne. Der er både forskel på børne- og voksenpædagogik, og på om et handicap er medfødt eller erhvervet," siger Leif Sort.
Der vil være forskel på, hvor bevidste kommunerne er om behovet for kompenserende specialundervisning, mener han.
"En tæt befolket kommune er typisk vant til at have udgifter til flere specielle foranstaltninger end tyndt befolkede kommuner. Den driver måske selv en specialinstitution. Men jeg tror ikke, de mindre kommuner er kyniske. Det handler om penge, og jo færre man har, desto mere fokuserer man på økonomien," siger Leif Sort.
Leif Sort: Vigtigt at holde fast i ekspertisen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.