Af Lise Stephensen
Tegninger: Birthe Myrhøj
175 sider, 199 kroner
Aschehoug
Lise Stephensen ønsker i bogens forord god fornøjelse til alle fra 2-100 år, og det er helt sikkert, at alle vi, der var børn dengang før tv og alt det der, i denne samling af gamle lege gang på gang oplever genkendelsens glæde.
De er der - næsten - alle sammen: Boldlegene, fembold, tibold og så videre, hvor ingen ellers kan huske den korrekte rækkefølge. Hinkelegene, sjippelegene, kuglespillene og alle de mange skjul- og fangelege, som samlede kvarterets børn sommeraften efter sommeraften. Der er anvisninger på, hvordan man i snorelegen kan skabe de svære figurer 'Eiffeltårnet', 'fiskenettet' og alle de andre, og selvfølgelig er der remser, sange, fagtesange og sanglege i en legebog fra musikpædagogen Lise Stephensen.
Vi ved jo godt, at en mængde værdifulde færdigheder, som vi nu må bruge tid og kræfter på i skolestarten, tidligere blev indøvet gennem legene, og med denne bog har forældre, dagpasning og skole inspiration til at udnytte al den sociale, sproglige og motoriske træning - og al den glæde - som de gamle lege rummer.
På min legeplads skal der i hvert fald spilles 'Pind' og leges 'Halli-hallo' i morgen.
Lise Døssing
Lege
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.