Byger af krav om dokumentation, elevplaner, evalueringsrapporter, undersøgelser, underretninger og så videre fylder mere og mere ude på skolerne og tager tid væk fra det, som lærere og ledere synes er deres kerneopgaver: Undervisning og ledelse.
Arbejdsmiljøforskningsfonden har finansieret en undersøgelse, der viser, at 53 procent af de adspurgte lærere føler, at deres arbejde er blevet besværliggjort af unødvendigt papirarbejde.
Endvidere viser resultaterne, at lærere er den job-gruppe, hvor flest ansatte rapporterer, at deres arbejde er blevet besværliggjort af arbejdsopgaver, som ikke er en del af deres egentlige arbejde. Helt op til 32 procent svarer, at deres arbejde i høj eller i meget høj grad er blevet besværliggjort i løbet af det sidste år.
I en netop offentliggjort kronik i månedsmagasinet Undervisere skriver blandt andre arbejdslivsforsker ved TeamArbejdsliv Karen Albertsen, at det ikke kun er dem, der i forvejen er utilfredse med deres arbejde, der oplever dokumentationskrav som belastende. En skoleleder udtaler for eksempel: "Men det er det fuldstændigt unødvendige bureaukrati, der gør mig træt".
Samtidig forsøger skolelederne så vidt muligt at skærme medarbejderne mod dokumentationsopgaver, der ikke opleves meningsfulde.
Til det siger formanden for Skolelederforeningen Anders Balle:
»Det er helt rigtigt, at skoleledere forsøger at gøre det så lempeligt som muligt for eksempel i forhold til elevplaner. Når jeg taler med skoleledere, så pålægger de så få af den slags bureaukratiske opgaver, som det er muligt«.
Forsker Karen Albertsen skriver i kronikken, at »generelt peger resultaterne på, at lærere og ledere oplever en del af dokumentationskravene som unødvendige og meningsløse, men ikke ligefrem som illegitime eller udtryk for disrespekt. Skolerne gør et stort arbejde for at integrere de uomgængelige dokumentationskrav, som for eksempel elevplaner, i det daglige arbejde. Samtidig forsøger skolernes ledelser - og skoleforvaltningerne - så vidt det er muligt at skærme medarbejderne fra dokumentationsopgaver, der ikke opleves meningsfulde«.
Nu er det nok
Formanden for skolelederne Anders Balle nikker genkendende til, at lederne selvstændigt løser mange opgaver, som lærerne aldrig skal tage stilling til. »Jeg hører rigtig mange skoleledere, der siger, at nu er det nok. Det er ikke bare ministeriet, men det er opgaver som andre stiller til skoleledere hele tiden«, siger han.
Det kan være alt fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen der spørger, til kommunen der fortager undersøgelser og til Kræftens Bekæmpelse, analyseinstitutter og Mandag Morgen.
Han ser det som et led i hele djøfiseringen af ministerier og skoleforvaltninger.
»Det er mennesker, der ikke kan tage stilling til pædagogiske spørgsmål og derfor hele tiden skal spørge og undersøge og have dokumentation«.
Anders Balle synes sådan set, at det er ok med dokumentation og gennemsigtighed, fordi samfundet skal kunne følge med i skolens liv, men det skal kun være dokumentation af det, der har relevans.
Ledere skærmer lærere mod papirarbejde
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.