Ledelse af skoler og pædagogiske institutioner – er det management?

Svaret på spørgsmålet i bogens titel er vel umiddelbart »nej«. Management er funderet i en top-down-styring, som bestemt ikke passer til skolen. Buttom-up-styring passer sikkert bedre i en skoles flade struktur, hvor lærerne ønsker anerkendelse og fællesskab om at finde frem til løsninger på problemer i skolen og i klasseværelset.

Folkeskolens lærere vil helst ikke ledes, fordi de er vant til selv at lede. Imidlertid har skolen og kravene til skolens pædagogiske ledelse ændret sig så meget, at svaret måske ikke er så enkelt endda.

Bogen stiller mange spørgsmål, og den problematiserer nogle af de dilemmaer, som ledere af offentlige decentrale organisationer befinder sig i. Den giver bud på, hvordan almene virksomheds- og ledelsesteorier i praksis kan indgå i den særlige pædagogiske ledelse, som skal udfolde sig i skoler og institutioner.

Bogen er en antologi. Ni forfattere med en solid teoretisk forankring giver hver deres bud på bogens tema.

Pladsen tillader ikke at komme rundt om indholdet i de mange artikler, men særlig interessant synes jeg, uddannelsesforsker Tove Heidemanns artikel er.

Hun beskriver et uforudset resultat af en undersøgelse omkring skoleudvikling og de krav, det stiller til lederens kompetence. Undersøgelsens formål var at klarlægge, hvilken »sammenhæng der er mellem grænseoverskridende samarbejde og skoleudvikling«.

Undersøgelsen viste, at den overvejende del af udviklingsforløbet ikke er sket som følge af målrettet og systematisk planlægning, men hyppigst har været uplanlagt, uforudsigeligt og nærmest tilfældigt.

»Skoleudvikling fordrer en skoleledelse, der er følsom over for organisationskulturen og har forståelse for, at det er i forskellene, at udviklingspotentialet ligger gemt«. Der skal en særlig leder til for at skabe rum for en »værdibaseret, selvgroet« skoleudvikling. Forfatteren kalder denne leder for »anarkisten«. Det er ikke eksterne regler og systemer, der styrer ham, men egne visioner med hensyn til skolens udvikling.

Den anarkistiske leder værner om ildsjælene og sørger for, at de engagerede lærere med nye ideer får mulighed for at føre dem ud i livet. Lederen er selv en ildsjæl, »der udtrykker følelser og taler varmt og med begejstring om, hvilken skole han ønsker sig«!

Samlet set er bogen meget akademisk, men med lidt god vilje kan man som leder med fødderne godt plantet på folkeskolens slidte gulv godt finde interessante overvejelser og problemstillinger. Ja, gode svar og pointer, der gør bogen værd at læse.