Medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, Jesper Christensen, har bedt Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om en redegørelse for leder-lønniveauet i København og omegn. Opgørelsen bekræfter, at københavnerne er lønmæssigt bagud. Forvaltningen har spurgt en række nabokommuner, men mange har ikke svaret på grund af efterårsferie. Ud fra de tal, man har fået hjem, er de københavnske lederes årsløn i snit 7500 kroner mindre end deres kolleger i forstæderne. Går man tilbage til den seneste opgørelse for hele Københavns Amt fra 2003 og bare fremskriver med den almindelige lønreguleringsprocent, er forskellen dog noget mindre.
"Men det er et dobbeltsidigt problem", forklarer formanden for Københavns Skolelederforening, Carl Bagge. "Da vi overgik til Ny Løn, var forudsætningen efter vores opfattelse, at Ny Løn-tillæggene faldt som løntrin, og det gjorde de også de første tre-fire måneder. Men så kom der en skrivelse fra overborgmesteren om, at tillæggene i København ikke kunne gives som trin. Nu er det i stedet op til den enkelte forvaltning, hvis pengene skal gives som trin, og det sker ikke i U&U-forvaltningen, som skolerne hører under", fortæller Carl Bagge.
Det betyder altså, at når en skoleleder i København går på pension, sker det fra det nye løntrin 50 (tidligere 49), mens en skoleleder i en nabokommune, der har fået sine tillæg som trin, kan gå på tjenestemandspension fra trin 51 eller 52 - selvom de som aktive skoleleder fik det samme udbetalt hver måned.
"Der gør helt sikkert, at der er flere, der har søgt til omegnskommunerne. Men der er nok også en del, der ikke er søgt væk, fordi vi ved, at der så få ansøgere til lederstillinger i København. Og der kommer næsten ingen ansøgere udefra", påpeger Carl Bagge.
Hvis lederne af barer de 10 største folkeskoler skulle have omlagt deres løn, så de steg ét trin, uden at lønnens størrelse blev ændret, vil regningen fra kommunen være en engangsudgift på 850.000 kr. og en løbende årlig meromkostning på 88.000 kr. i ekstra pensionsforpligtelse.
Af forvaltningens svar til Jesper Christensen fremgår det også, at ansøgertallene til de 11 skolelederstillinger, der har været ledige i København i 2004 og 2005, har været mellem 4 og 13 ansøgere.
Carl Bagge peger dog også på, at de lave ansøgertal kan skyldes, at København har været forholdsvis længe om at komme i gang med at ansætte administrative ledere, og det kun er de allerstørste skoler, der får den ekstra hjælp, ligesom mange københavnske skoleledere har elevgrupper med store sociale problemer og mange tosprogede:
"Det betyder jo, at vi ikke har tid til at komme 'rundt i suppedasen' og ud i klasserne, som man gør på fx Bakkeskolen i Esbjerg, og som vi også meget gerne ville have tid til", siger Carl Bagge.
"Jeg kan godt forstå, at skolelederne ikke vil være til grin."Så hvis læreren i stedet kan få mere i løn for det samme arbejde i nabokommunen - så vælger de jobbet der", siger Jesper Christensen, Socialdemokratiet, og vil have undersøgt i hvilket omfang lønforskellene spiller ind på problemer med at fastholde og rekruttere skoleledere i København.
Lav løn får skoleledere til at søge væk fra København
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.