Med et nyt lovforslag vil undervisningsminister Bertel Haarder (V) styrke skoleledernes magt, så de kan flytte en elev til en anden klasse eller skole, uden at forældrene kan anke beslutningen til kommunalbestyrelsen.
"Elever med ikke-diagnosticerede udviklingsforstyrrelser og sågar også med diagnoser tolkes ofte helt forkert af skolemiljøet. Når eleven fremstår urolig, forstyrrer, afbryder, svarer igen og ikke følger opfordringer og krav, tolkes det i undervisningsregi ofte som, at eleven har adfærdsproblemer og mangler grænser, og pædagogikken indrettes så herefter", skriver landsformand Morten Carlsson fra Landsforeningen Autisme i foreningens høringssvar.
Forældre er barnets forlængede arm
Når skolens pædagogiske udgangspunkt er fejlagtigt, har det indgribende negative følger for eleven og elevens forældre, påpeger Morten Carlsson.
"Den fejlagtige pædagogik kan både udvikle og forstærke den belastende adfærd. Udviklingsforstyrrede elever kan være en pestilens på grund af deres uregerlige adfærd, men adfærden er ikke en provokation, men en reaktion på, at skolemiljøet ikke har forstået dem og deres behov".
Eleverne kan ikke selv tilstrækkeligt udtrykke deres problemer og behov, og forældrene er derfor deres forlængede arm.
"Skolen er nødt til at lytte til, hvad forældrene siger for at få forstået eleven korrekt og kunne gøre det rigtige omkring eleven. Det gælder i mange forhold omkring eleven og også i forhold til klasse- og skoleplacering", siger Morten Carlsson.
Retssikkerheden sættes ud af spil
Den rolle afskæres forældrene fuldstændig fra i det nye lovforslag.
"Og hvis skolelederen tager fejl, hvad vedkommende meget let kan gøre med en elev med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, er der ingen mulighed for at få omgjort fejlen. Retssikkerheden er sat ud afspil", siger Morten Carlsson i høringssvaret.
"Lovbestemmelsen er en katastrofe for elever, som 'falder' uden for rammerne. Eleven og elevens forældre kan nemt opfattes forkert og som besværlige og blive kastebolde i systemet med stor håbløshed og magtesløshed til følge", forudser han.
Morten Carlsson gør opmærksom på, at det er et almindeligt dansk retsprincip, at beslutninger, der har indgribende betydning for den enkeltes liv, kan ankes til en højere instans.
"Landsforeningen Autisme må på det kraftigste henstille til, at dette retsprincip også efterleves i folkeskolelovgivningen, og at bestemmelsen fjernes", konkluderer Morten Carlsson.
Folketingets uddannelsesudvalg har bedt Bertel Haarder kommentere henvendelsen fra Landsforeningen Autisme.
Flere andre advarer mod forslaget
Også Danske Handicaporganisationer, Børnerådet, Danske Skoleelever, KL, forældreorganisationen Skole og Samfund, Dansk Psykologforening og DLF advarer mod forslaget.
DLF mener, det er vigtigt at understrege, at forslaget ikke generelt åbner mulighed for at lade elever gå to år på samme klassetrin.
"Fagligt svage elever skal tilbydes specialundervisning, og denne ændring bør ikke føre til en nedprioritering af de forebyggende indsatser", skriver Anders Bondo Christensen, formand for DLF, i foreningens høringssvar.
Partierne bag folkeskoleloven bakker forslaget op, og det samme gør Skolelederne.
Landsforening: Lovforslag en katastrofe for elever med udviklingsforstyrrelser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.