Læsevejledning i praksis

Bogen er skrevet af en ildsjæl. Det er både godt og skidt, for selvom forfatterens engagement virker troværdigt, bærer bogen præg af, at det er denne ene læsevejleders praktiske erfaringer på denne ene skole. For eksempel skriver hun, at hun med årene er blevet mere "hårdhudet" og tør gå i clinch med lærere, der ikke ønsker at samarbejde. Den oplysning kan en ny og usikker læsevejleder ikke bruge til noget. Ligeledes causerer hun over, hvor godt det er at have timer i klasseundervisningen - mange af hendes kollegaer synes, det er "værdifuldt," og det er "ærgerligt," hvis det ikke kan lade sig gøre. Nå, og hvad så? fristes man til at spørge. Hvad gør man, hvis det ikke kan lade sig gøre? Det giver bogen ikke noget bud på.

I et afsnit om en læsemodel bliver forfatteren noget ulden i mælet. For eksempel er "viden om verden" en delkomponent i denne model. Det forklares på følgende måde: "Det er i virkeligheden en kompliceret komponent, for den bygger på, at eleverne har nogle forudsætninger for at møde teksten, som vi ikke ved, om de besidder". Ja, så bliver det indviklet!

Sidste del er en beskrivelse af, hvordan de på Rådmandsgades Skole - en skole med overvejende tosprogede elever - har arbejdet med læsning. Skolen har ydet en stor indsats for at højne elevernes læsekompetencer, og her har forfatteren spillet en central rolle.

Hanne Møller Pedersen skriver i indledningen, at bogen ikke er et færdigt bud på, hvordan læsevejlederen skal arbejde, men at der i bogen er gode tips til læsevejledere og andre med interesse for danskundervisning. Men det virker rodet. Forfatteren vil omkring alt for meget på få sider, og det hænger ikke altid sammen. Mange af de konkrete ideer er lånt fra andre forfattere, og så mener jeg, man vil få mere ud af at gå til kilden.